da vesten faldt af hesten

1. december, 2010

DA VESTEN FALDT AFHESTEN

Da verdens mest grandiose figurer midt i september

mødtes til FN´s generalforsamling var det under et

ændret sæt spilleregler. Den unipolære verdensorden,

med USA som supermagten med dirigentstokken, er så

småt ved at ophøre.

Denne måneds G20-møde åbenbarede ligeledes en

markant forandret atmosfære. Vestlige ledere er under

pres for at bibeholde international indflydelse. Men

hvordan er vesten havnet i denne situation? Og hvad

skal vesten gøre for at holde fast i sin gode ven,

unipolariteten?

Af Sebastian Damm og Mathias Sommer

EU´s diplomater i New York bruger årligt på plussiden af tusind interne møder på

at koordinere de 27 medlemslandes holdninger, så der udvises en vis grad af

Da Vesten Faldt af Hesten « RÆSON http://raeson.dk/2010/da-vesten-faldt-af-hesten/?aspdf=1&pos...

1 af 7 24/11/10 14.46

enighed under møderne i FN. Men møderne kan forekomme nytteløse, idet EU over

det sidste årti generelt har mistet indflydelse i FN. Det skulle der – under

FN-Generalforsamlingen i september – laves om på. Lissabontraktaten havde givet

EU en fælles udenrigsminister i form af den engelske Lady Ashton, og det var med

dette ændrede forhold i bagagen, at EU fremsatte et initiativ, der skulle ændre på

EU’s nuværende status som observatør til at have retten til at tale, stille forslag og

rundsende dokumenter til andre nationer. Et simpelt og ydmygt udspil, FN´s

medlemsskare ikke kunne have noget imod. Det var i hvert fald, hvad EU´s

embedsmænd troede.

Men 76 lande, anført af Kina, Rusland og en række muslimske lande, satte

effektivt en stopklods for EU’s planer, og EU led endnu et nederlag i en række af

hændelser, der understreger EU´s specifikke og Vestens generelle svækkelse i

internationale relationer.

Baggrunden herfor har at gøre med dybereliggende geopolitiske forskydninger i

international politik.

Goddag til våbneneÆndringen i den internationale magtbalance har ikke alene at gøre med Vestens

svækkelse; den er samtidig et varselsskud om en mere dyster, mere konfliktfyldt

fremtid.

Som så ofte kan historien anvendes som lærermester. Den kan nemlig hjælpe til

at forstå, hvorfor en multipolær verdensorden er mindre fredelig end dens

unipolære modsætning.

Et klassisk eksempel til at forstå den øgede konfliktrisiko i en multipolær verden

er det europæiske magtbalancesystem fra Den Westfalske Fred i 1648, og frem til 2.

Verdenskrig. I denne periode fungerede krig som en justeringsmekanisme, der

skulle modvirke dominansen af én magt. Her agerede Storbritannien som

balancemagten, der førte antihegemonisk alliancepolitik, for derved at forhindre

opkomsten af en supermagt i Kontinentaleuropa. Efter 2. Verdenskrig slog

magtbalancen over i den velkendte bipolære konstellation, der fik sin afslutning

med Sovjetunionens fald i 1991. Siden har USA været en ubestridt dominerende

magt i det internationale system.

Denne status har betydet en stabil og derfor fredeligere verden. Siden

midt-80’erne er den generelle krigsførelse faldet med 60 procent. Mens der skete en

seksdobling af krigshandlinger fra 1950 til 1990, har vi set en halvering fra 1990 til

2000. Den bipolære verdensorden synes at have fremmet konflikt, mens tilstanden

af absolut amerikansk hegemoni overordnet set har fordret en fredeligere verden.

Men USA’s – og dermed vestens – unipolære position er udfordret og truet.

Da Vesten faldt af hesten”Det amerikanske finanssystem blev betragtet som et eksempel til efterfølgelse, og

vi gjorde vores bedste for at kopiere, hvad vi kunne. Pludselig opdagede vi, at vores

lærer ikke var så fremragende endda, så næste gang vi udvikler vores finanssystem,

vil vi i højere grad tænke selv.”

Ordene stammer fra Yu Yonging, rådgiver for Kinas centralbank. Yonging

repræsenterer en udpræget holdning i ikke-vestlige nationer, hvor den amerikanske,


2 af 7 24/11/10 14.46

økonomiske model betragtes som havende spillet fallit.

Det skyldes naturligvis Finanskrisen 2008, der indledte den største globale

afmatning siden krakket i 1929. Krisen ramte især den europæiske og amerikanske

finanssektor, og blotlagde strukturelle ubalancer imellem de globale markeder, der

understregede, at det private amerikanske forbrug i alt for høj grad var

lånefinansieret. Lån, som især blev finansieret af Kina, der, mens vestlige

økonomier slikker sårene (Rumænien var IMF´s største låntager i august måned,

Grækenland bløder og Irland har netop sagt ja til en stor EU-hjælpepakke), i 2009

kunne prale af en vækstrate på 8,5 % – tilmed Kinas laveste i fem år.

Og mens Kina og andre af morgendagens stormagter fremviser attråværdige

vækstrater, har den amerikanske arbejdsløshed bidt sig fast på 10 %. Samtidig

imødegår USA´s traditionelle allierede – Japan og Europa – en vægtig udfordring i

form af en gældskrise, der bliver meget svær at vriste sig fri af, på grund af

demografiske udfordringer, der affordrer stor politisk vilje til vidtrækkende

reformer.

Ifølge en rapport fra Goldman Sachs vil G8-landene i 2050 stå for 7 % af

verdenshandelen; et tal, der synes oprørende lavt når man sammenligner med året

1968, hvor G7 stod for 75 % af verdenshandelen. Samme rapport beretter i øvrigt, at

Kinas BNP i 2050 vil være det dobbelte af USA´s.

Så udover den generelle afbalancering af USA´s magtposition, i høj grad grundet

BRIC-landenes øgede velstand, har Finanskrisen accelereret de igangværende

geopolitiske bevægelser.

FN – en tandløs diskussionsklubNår vi bevæger os imod en mere ustabil verden, vil manges øjne naturligt rette sig

imod de personer og institutioner, der kan modgå truslen mod freden.

FN er historisk én af de stærkeste garanter for fredsbevarelse, samarbejde og

diplomati, og dermed naturligt nok den første institution, der bliver nævnt som

værn mod øget ustabilitet. Problemet er imidlertid, at i takt med USA’s svækkelse,

mister også FN indflydelse, magt og relevans. At det forholder sig sådan, er i de

seneste år blevet åbenbaret gang på gang. FN har vist sig ude af stand til at forholde

sig effektivt til den humanitære krise i Sudan, og i forhold til en diplomatisk indsats

tjener COP15 som et lysende eksempel på FN-systemets utilstrækkelighed.

Utilstrækkeligheden synes umiddelbart logisk, eftersom FN i stigende grad er

blevet set som et udtryk for vestens overmagt, og ikke som en institution, der

reflekterer verdens egentlige magtmæssige sammensætning. Ud af de fem

permanente medlemmer i sikkerhedsrådet, er der således tre vestlige nationer –

USA, England og Frankrig.

At det samtidig var muligt for USA og Storbritannien at omgå FN-organet i form

af invasionen af Irak, har været medvirkende faktor til at svække FN. Det er således

tvivlsomt om Rusland havde turdet modsætte sig det internationale samfunds vilje i

sin krigsførelse mod Georgien d. 08.08.08, havde det ikke været for Irak-krigen.

Det må grundlæggende konstateres, at FN i dag er mere eller mindre ude af stand

til at fungere som konsekvent stabilisator i en stadigt mere usikker verden.

Organisationen må derfor i stedet se sig selv reduceret til en nyttig, men tandløs,

diskussionsklub.


3 af 7 24/11/10 14.46

USA har sadlet om”Diplomatiets dør er åben, såfremt Iran vælger at gå ind ad den”. Sådan sagde

Præsident Obama i sin tale ved FN’s seneste generalforsamling. Dagen forinden

havde udenrigsministrene fra P5+1 (sikkerhedsrådsmedlemmerne plus Tyskland)

udsendt en fælles meddelelse, der understregede en ”langtidsholdbar, forhandlet

løsning” med Iran om landets omstridte atomprogram. Men formuleringen faldt i

kølvandet på den 4. runde af sanktioner mod Iran. Sanktioner, som er et direkte

resultat af hårdt amerikansk pres ovenpå den diplomatiske ydmygelse, som Tyrkiets

premiereminister Erdogan og Brasiliens præsident Lula i maj påførte USA, da de,

uden om USA og FN, forestod en aftale, der sikrede fremtiden for Irans

atomprogram.

Episoden understregede, at bevægelsen mod en multipolær verdensorden først

og fremmest berør USA, der må indstille sig på at se sin bløde magt kraftigt

reduceret. Derfor ser man en amerikansk præsident Obama, der tillægger

traditionelt diplomati en langt større vægt end forgængeren i embedet.

I tandem med sin udenrigsminister – Hillary Clinton – har Obama øget den

diplomatiske indsats på stort set alle områder; fra Kina og Sydøstasien, over

klimatopmøde og Israelske/Palæstinensiske fredsforhandlinger, og – som det

fremgik af Obamas tale ved FN-generalforsamlingen – til Iran.

Men den ihærdige diplomatiske indsats til trods, skyder morgendagens

økonomiske stormagter i al hast frem fra muldet, og vil høres i den nye

verdensorden. Dette gælder i særdeleshed BRIC-landende, hvoriblandt Kina i høj

grad har fået et større manøvrerum.

USA og Kinas forhold er ofte blevet beskrevet som et ulykkeligt ægteskab. Et

udtryk, der har fået fornyet liv efter Finanskrisen: Førhen talte man om et

strukturelt partnerskab de to lande imellem, der ville resultere i en ”Chimerican”

verdensøkonomi, baseret på det faktum, at USA og Kina tilsammen stod for 40% af

den globale vækst i perioden 1998-2007. I kølvandet på Finanskrisen, der fik

amerikansk import af kinesiske varer til at falde med næsten 20% på bare ét år, ser

ledere i begge lande nu med noget mere kritiske øjne på den strukturelle ubalance,

der gør at Kina i praksis subsidierer det amerikanske overforbrug. At Kina i dag

ligger inde med en valutareserve på 24 billioner dollars og 25 % af USA’s

gældsobligationer, og således de facto er kreditor for den amerikanske økonomi, er

et både politisk og økonomisk problem for præsident Obama. Når USA står med

massive økonomiske udfordringer i form af offentlig gældssætning i omegnen af 100

billioner $, er Obama tvunget ud i diplomatiske knæfald for det kinesiske styre.

Selvom det totale fravær af demokratiske rettigheder i USA’s vigtigste

handelspartner er et alvorligt problem, set med USA’s værdipolitiske øjne, var

USA’s og Kinas officielle koordinerede udmelding ved FN’s generalforsamling

således præget af en fortsat insisteren på samarbejde og diplomati. Obama kaldte

Kinas premiereminister Wen Jiabao for ”en fremragende partner (…) der har udvist

ekstraordinær åbenhed og samarbejdsvilje i forsøget på at styrke forholdet mellem

vore to nationer”. Obamas optræden var renset for kritik af Kina, og det langsigtede

håb er – via diplomatisk insisteren – at blive imødekommet af det kinesiske styre,

især i forbindelse med Kinas kunstigt lave valutakurs, der på den lange bane øger


4 af 7 24/11/10 14.46

den negative strukturelle balance for USA. Men de nyligt overståede årsmøder i IMF

og Verdensbanken såede i høj grad tvivl om hvorvidt en sådan tilnærmelse vil finde

sted, og pessimister peger nu på en reel valutakrig som fremtidigt scenarie.

Skiftet fra ideologi til realisme i amerikansk udenrigspolitik understreger, at USA

er sin mindskede indflydelse bevidst – hvilket I forhold til at agere i en multipolær

verden må betragtes som en naturlig reaktion.

Europa – den syge mandDet kan forekomme paradoksalt at EU har verdens største BNP, og alligevel nyder

så lidt respekt i internationale magtrelationer. Dette forhold skyldes i særdeleshed

et meget lidt omstillingsparat Europa, der har haft svært ved at tilpasse sig

ændringen i geopolitiske magtforhold – og ikke mindst det faktum, at unionen har

sit eget interne bøvl at rode med.

Den europæiske tænketank, European Council on Foreign Relations (ECFR),

lavede for nylig en optælling, der viste, at EU og Vesten, ved afstemninger i FN,

havde tabt gevaldigt terræn i hjertenære spørgsmål om demokrati og

menneskerettigheder. Det skyldes især Kinas øgede popularitet hos afrikanske

lande, fordi landets fremfærd i Afrika har været en del mere gnidningsfri end

Vestens, der hidtil har stillet krav om god regeringsførelse og menneskerettigheder

som modydelse for bistand. Den slags går Kina ikke op i.

Men endelig – fristes man til at sige – har EU smidt nathuen, og er vågnet fra sin

Tornerosesøvn. Et ECFR-arbejdspapir fra 2009, slog fast, at EU endnu ikke havde

evnet at tilpasse sig de igangværende geopolitiske forandringer, og var låst i sin

opfattelse af USA som værende hegemon og medsammensvoren i udbredelsen af

vestlige værdier. Men efterhånden er det gået op for EU, at et fortsat vidt og bredt

krav om demokratiske dyder simpelthen ikke længere accepteres i ikke-vestlige

lande.

Det var grunden til at EU’s ledere – på et EU-topmøde i september – besluttede,

at EU, med USA som forbillede, skulle anlægge en blødere kurs overfor, og slække

på kravene til, Kina; en beslutning, hvor EU ”aktivt” vil arbejde for at fremme egne

strategiske interesser. Om dette sagde udenrigsminister Lene Espersen: ” Vi har i

mange år ført en politik, der var sådan lidt bedrevidende. Den må erstattes af en

større realisme.” – naturligvis fordi man godt er klar over, at EU efterhånden har

udviklet sig til en stående joke i både USA og Kina.

Så da Kinas premierminister Wen Jiabao i oktober var til et stort anlagt topmøde

i Bruxelles, blev den markant blødere værdipolitiske kurs anslået. En stor del af

topmødet blev godt nok overskygget af europæisk irritation over den lave yuan-kurs

og dumpingpriser på kinesiske varer, hvilket besværede processen så meget, at

våbenembargoet mod Beijing ikke blev ophævet, ligesom EU ikke – som forventet –

tildelte Kina status som markedsøkonomi. Men den britiske premierminister David

Cameron lovede så sent som den 15. november, at Kina snart vil få tildelt den

økonomisk lukrative status. Alt dette understreger, at det handelspolitiske hensyn

står stærkest.

Når man sådan uden videre giver køb på sine fundamentale, ædle principper,

skriger det naturligvis til himlen om et Europa, der er under pres. Det ved Kina

godt, og har også ved flere lejligheder lukreret på de interne europæiske


5 af 7 24/11/10 14.46

stridigheder. COP15 står her som det mest eklatante nederlag for EU, der mødte op

med en liste med mål og krav, som blev fejet til side, da dagsordenen blev overtaget

af verdens egentlige stormagter, USA og Kina. Konferencen endte i en reel

ydmygelse af EU, og understregede EU’s status som en svag og splittet spiller på den

internationale kampplads.

Lissabontraktaten skulle sætte et ansigt på denne splittede spiller, men ved valget

af en anonym haiku-digter til EU-præsident, belgiske Herman Van Rompuy, blev

det tydeliggjort, at medlemslandene endnu ikke er modne til en total hengivelse til

det fælles europæiske projekt.

Den ”fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik,” (FUSP) som var et stolt

resultat af Maastricht-aftalen, undermineres af medlemslandenes bilaterale

interesser – og en øget nationalistisk forskrift, som synes at være et resultat af

krisen.

For eksempel har Nicolas Sarkozys sin helt egen dagsorden i forhold til Rusland.

Ligesom Kina har Rusland formået at udstille EU’s indre gnidninger og mangel på

vilje til samarbejde. Merkel og Sarkozy strides om at få mest muligt ud af

situationen, og Frankrig har uden egentlige bekymringer solgt for 4 milliarder

kroner kampskibe til Rusland, hvilket har skabt uro i tidligere Sovjet-stater.

Samtidig med de store vanskeligheder i at samles om en fælles stemme, står

regionen overfor en omfattende gældskrise. Mange af EU-landende er kommet i

konflikt med Maastricht-kriteriet om størrelsen på den offentlige gæld. Med

forbillede i Tyskland, der er blandt de få Europæiske stater, som kan fremvise

positive væksttal, synes den eneste udvej en regulær hestekur, gennemgribende

reformer, som vi har set søsat i Storbritannien, Frankrig, Irland og ikke mindst

Grækenland.

En sund EU-økonomi må betegnes som en forudsætning for at EU kan stå

sammen, og en værdigere udenrigspolitik kan føres.

RealismeNovember bød på G20-topmøet i Sydkorea, og senere det store NATO-topmøde i

Lissabon. Det var en afgørende måned for vesten, hvortil EU og USA havde lagt en

realistisk strategi:

På den økonomiske front forsøgte Obama, I lyset af den amerikanske/kinesiske

valutasituation, at inddrage andre G20-økonomier, som også lider under Kinas

valutapolitik. EU’s ledere havde forkortet ønskesedlen til G20-mødet – fx ved at

droppe forslag om en firmaskat på finansielle transaktioner. På den

sikkerhedspolitiske front, havde NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen,

held med at inddrage den tidligere hovedfjende, Rusland, til samarbejde om

missilskjold, samt til at samle alliancens partnere omkring en omstilling til

morgendagens sikkerhedsmæssige trusler.

Problemet er bare, at NATO-topmødets succes i høj grad er en enlig svale, der

står i kontrast til G20-topmødets manglende resultater og floromvundne

udmeldinger, samt at vestens omstilling går for langsomt. Såfremt Brasiliens nye

præsident, Dilma Rousseff, følger i sin mentor Lulas fodspor, kan man forvente et

fortsat Brasiliansk pres for at indgå som permanent sikkerhedsrådsmedlem i FN.


6 af 7 24/11/10 14.46

Efter Obama, under sin nyligt overståede asiatiske rundrejse, gav Indien et tilsagn

om sikkerhedsrådsmedlemsskab, synes dette dog langt ude i fremtiden.

Lande som Sydkorea og Indien, der ligesom USA lider under Kinas valutapolitik,

burde have incitament til at medvirke til at lægge pres på Kina. Alligevel forventer

de modydelser på den lange bane, modydelser som Obama ikke kan indfri.

I september 2009 blev G20 officielt gjort til verdens mægtigste økonomiske råd,

og afløste derved i praksis G8, hvilket betød, at de vestlige nationer nu kun udgør en

minoritet i dette, magtfulde forum.

Vesten må altså komme med indrømmelser, og selvom en drastisk reformation af

FN, fx med fast sæde i sikkerhedsrådet til Brasilien og Indien, ikke glider let ned i

vestlige regeringskontorer, kan det tænkes at være den rette medicin.

Kalkulen er, at for at USA og EU ikke fortsat skal lide ydmygelser i FN-systemet,

må de fremadstormende økonomier føle, at de bliver taget alvorligt. I denne

forbindelse ville det være et logisk skridt at indlemme de sidste to BRIC-lande i

sikkerhedsrådet, så FN kunne afspejle en mere fremadskuende magtbalance, som

kunne give FN den myndighed tilbage, der er nødvendig, hvis den multipolære

verdensorden ikke skal indskrive sig som endnu en voldelige epoke i

verdenshistorien.


7 af 7 24/11/10 14.46

da vesten faldt af hesten

Documents