august 2015 - antifascistisk forum · favoritten er det amerikanske ”john strike fighter fly –...

FRA INDHOLDET

– Leder: Bedragerne og de bedragede

– Og så går vi til højre...– Folkevandring – 60 millioner

på vej!– Konference: Enhed i kampen

mod krig og fascisme – forfred og frihed

– Det danske kurdersyndrom– Skal EU have overstatslig

magt over strafferet,overvågning og udleveringaf danske borgere tiludlandet?

– Køb af israelske våbenannulleret

– Politiets internering afkommunister var“europæisk kvalitetsarbejde”

– Det store bedrag– Anmeldelse: Ruslands sorte

oktober– Det prekære arbejdsmarked

og tvangsarbejde– Slavehandelsforbuddet:

Tvivlsom humanisme ogudenrigspolitiskeovervejelser

– Katastrofekurs

AUGUST 2015

LØSSALG: 30 KR.

2 l Antifascistisk Forum – august 2015

Udgivet af foreningen ”Antifascistisk Forum”.Medudgivere: Horserød-Stutthof Foreningen og FIR.dk –Féderation Internationale des Résistans – Association Antifasciste.

Ledelse: Formand Anton Nielsen ([email protected])Kasserer: Inger Nielsen. Telefon: (47179069).

Redaktion:Ansvarshavende – og politisk redaktør, Anton Nielsen,Lilli Rodeck, Henning Jacobsen, Tonny Warming, Egon Laugesen,Annette Mørk.

Artiklerne afspejler ikke nødvendigvis redaktionens holdninger.

Medlemskab – abonnement: 200,- kr. pr. år (4 numre).Netadresse: www.antifascistisk-forum.dk

Henvendelse til Antifascistisk Forum:Anton Nielsen, Rughavevej 7, 2500, Valby. Telefon: 47179069.Kasserer: Inger Nielsen (samme adresse)

ISSN nr. 2245-4195.

Antifascistisk Forums støttefond:Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på følgende konto:Arbejdernes Landsbank: reg.nr. 5332. Kontonummer: 0000244920Kontingent/abonnement indbetales på samme konto.

Horserød-Stutthof Foreningen har hjemmesiden: www.horserød-stutthofforeningen.dk og Facebooksiden: Horserød-Stutthof Foreningen

Nummer 4, 2015 udkommer i december. Deadline for indlæg man-dag den 23. november. Udkommer mandag den 7. december

LEDER:

Bedragerne og de bedragede� For kort tid siden valgtes Mette Frederiksen til ny social-demokratisk formand. På kongressen afgav hun: ”Et løftetil Lars Løkke Rasmussen om, at Socialdemokratiet vil væ-re både med- og modspiller.Når vi sammen kan skaberesultater, der er rigtige forDanmark – så er vi dinmedspiller. Men når duskævvrider Danmark ogglemmer at tænke på dem,der har mindst. Så er vi dinhårdeste modspiller.”(28. juni 2015)

To uger senere – den 10. juli – så vi, hvad dette løfteindbar, da de tidligere regeringspartier lagde stemmer tilClaus Hjort Frederiksen diktat til kommunerne, og dermedsikrede VO-regeringens fortsatte eksistens.

Mange socialdemokrater havde svært ved at forstå,hvordan det hang sammen med den nye formands ord påkongressen. Ikke mindst fordi man samtidig erklærede, at”denne aftale er på ingen måde en blåstempling af den af-tale, som den nuværende regering har lavet sammen medKommunernes Landsforening.”

Hvorfor støttede man det så? Hvorfor reddede man regeringen fra at komme i mindretal? Er det, hvad den nye

partiformand mente med, ”at være din hårdeste modspil-ler?”

Nicolai Wammen, politisk ordfører(S) – ”forklarede”det åbenlyse løftebrud sådan:”Det er vigtigt, at der kom-mer styr på butikken, så der ikke er kaos forude.”

Det lod man sig så spise af med – som sædvanlig! Godaw mand økseskaft.

Irak-kommissionen og nye kampflyEn af den nye VO-regerings første handlinger, var at lukkeIrak-Afghanistan-Kommissionen. Dermed forhindredeman, at to af de hovedansvarlige for Danmarks deltagelsei USA’s krige – tidligere statsminister, Anders Fogh Ras-mussen og tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller –blev indkaldt til – under ed – at aflægge forklaring forkommissionen. Samtidig besluttede man, at kommissio-nens arbejde og papirer skulle under lås og slå i Rigsarki-vet. Det indicerer helt tydeligt – hvilket helt sikkert ikkeundre nogen – at man har noget at skjule, som man for en-hver pris ikke ønsker skal komme til offentlighedenskendskab.

Samtidig forberedes indkøb af nye kampfly for ikkeunder 30 milliarder kroner. Så vi kan leve op til vore ”forpligtigelser” over for store allierede, næste gang Washington kalder til kamp ”for demokratiet og de vest -

Mette Frederiksens løftevar ikke meget værd.

Antifascistisk Forum – august 2015 l 3

lige værdier,” og en ny stat og et nyt folk skal bombes tillydighed.

Favoritten er det amerikanske ”John Strike Fighter fly– som så vidt vides er det dyreste på markedet, og somman – til forskel fra de to andre mulige fly – ikke kan fålov at prøveflyve med danske piloter, før pengene er be-talt. Det har vakt en del murren i krogene i den senere tid,men bliver næppe afgørende i sidste ende. Det danske folketings flertal er villige til alt. Konsekvenserne af en”aktiv udenrigspolitik, kan nu – som Irak-Afghanistan-Kommissionen nu er blevet det – gemmes af vejen i Rigs-arkivet. I statens store glemmebog.

Dansk Folkeparti: ”En god begyndelse”Mens 60 millioner mennesker jorden over er på flugt frafattigdom, sult og krige, mente den nye skingre integra-tionsminister, Inger Støjbjerg, det nødvendigt, at foretagenye stramninger af asyllovgivningen – det såkaldte”straks-indgreb”.

Formålet: At forhindre flest mulig flygtninge i at komme til Danmark og forringe forholdene for de, som alligevel – på trods af fru Støjbjergs og Dansk Folkepartisihærdige indsats – er nået frem til ”Verdens LykkeligsteLand.”

Man mener at kunne spare en milliard kroner på flygt-ningene-regningen, som så kan bruges til at nedsætte skat-ten for de rigeste.

Når man så samtidig skærer i u-landsbistanden, giverdet nye økonomiske muligheder for VO-regeringens er-klærede mål, at ”den danske hjælp” skal ske i nærområ-derne. Det er i hvert fald postulatet – men det holder ikkeen meter i virkeligheden, og de ved det.

Flygtningene skal holdes så langt fra Danmark somoverhovedet muligt, det er målet. Nemlig i de lande hvormillioner af flygtninge lever fra hånden til munden, og

stater er ved at bryde sammen under presset af de, somflygter fra Vestens bombardementer hvori indgår danskekrigsfly. De er udkommanderet af det selvsamme politiskeflertal i Danmark, som nu smækker Danmarks dør i hove-det på ofrene for Danmarks krigsførelse.

Vi har ikke noget at skamme os over, siger Inger Støj-bjerg. Nej, for hun har ingen skam i livet!

”En god begyndelse”, siger Dansk Folkeparti fornøjet– men kun en begyndelse!

Man bør af mange gode grunde frygte det værste i ti-den, der kommer. Til forskel for socialdemokrater og radi-kale står Dansk Folkeparti nemlig ved deres løfter.

Men nogen er velkommen. Det så vi bl.a. på Folke -mødet på Bornholm, den hollandske racist og fascist, Gert Wilders,sammen med repræsentanter for det græskeGyldent Daggry og italienske og franske fascister var invi-teret af danske nazister, for i demokratiet misbrugte navn,at udsprede deres menneskefjendske budskab i Danne-vang. I ytringsfrihedens navn havde de ret til at tale, udtal-te det borgerlige Danmark. Sådan er demokratiets spille-regler.

Noget lignende sagde de også i 30-erne. Hvad det førtetil, har man glemt.

Grækenland et lærestykkeDe danske medier og stort set den samlede danske presseer meget enige om, at Grækenland ligger, som det harredt. Nu må de ”betale deres gæld”.Men det kan de ikke.Alt går til at betale renterne af tidligere lån, stiftet af tidli-gere græske regeringer, som i vid udstrækning stak penge-ne i egne lommer. Det græske folk så aldrig så meget somen bøjet Euro. Landet og folket blev forarmet – og værrevil det blive.

Men långiverne – IMF, Den Europæiske Centralbankog EU – krævede kontant afregning, ellers ville grækerneryge ud af Euroen.

Syriza-regeringen turde ikke tage konsekvensen af sinegen politik. I stedet for at bryde med EU indlod man sigpå endeløse og nytteløse forhandlinger med finans-grib -bene. Resultatet var forudsigeligt. Det græske folk blevhånet og umyndiggjort.

I skrivende stund – 15. juli – skal det græske parlamentunderskrive EU’s, IMF og Den Europæiske Centralbankshåndfæstning.

Som Pablo Echenique fra Podemos siger: ”Det, de prø-ver at gøre mod Grækenland er et økonomisk statskup, ogde vil omdanne landet til et protektorat.”

Det sker i dag den 15. juli 2015. Hvem bliver de næste? �

Grækenlands Gyldent Daggry blev inviteret til Folke -mødet på Bornholm af de danske nazister.


Og så går vi til højre...Af Annette Mørk

� Europa har i disse år en lighed med den politiske scene i30’ernes Tyskland. I dag har vi igen en konstellation, derunder en krises fortegn, og som med en veltilrettelagt pro-paganda likviderer det arbejdenes folks demokratiske ret-tigheder. Dette bliver gjort via EU – og med EU’s med-lemslandes politikeres medvirken – med urimelige ned-skæringer, støtte til monopolkapitalen, storbankerne,krigsindustrien og forbundsfæller i statsapperaterne og detprivate erhvervsliv. En politik der nu – som dengang – kanføre Europa ud i en økonomisk og menneskelig katastrofe.

Det er den almindelige lønmodtagers levestandard,som (desværre) afgør, om fascismen vinder frem. “Nårkrybben er tom, bides hestene”, siger det gamle ordsprog,og det er den simple retorik fascisterne vinder stemmer på.Mange – især – de kriseramte lønmodtagere, de arbejds -løse, de syge, løsarbejderene, de som modtager socialeydelser, de handicappede og pensionisterne (uden opspa-ring), som bliver ofre for nedskæringspolitikken, begynderat sparke nedad og ud efter naboen og forsøger at placereskyld for “den såkaldte krise” hos andre dele af befolknin-gerne end den gruppe, de selv er en del af.

Race- og kulturforskelle er (igen) en del af “program-met”, hvilket betyder at muslimer og desperate flygtningeuretmæssig har fået tildelt en førsteplads i forhold til per-soner, som det er tilladt at sparke ud efter. Det sørger denfascistiske veltilrettelagte propagandamaskine for, ved atgentage den samme retorik igen og igen, så ingen borgerekan nå at tænke selv og i fællesskab begynde at sparkeopad og knuse den økonomisk politk, som fører til størreog større ulighed og kranke skæbner.

Der er ingen “redningsplanker” fra en fascistisk øko-nomisk politik. Der er kun ét formål for de som sætter dendagsorden: At hytte sig selv og sine egne, uanset omkost-ningerne på kort eller langt sigt!

� I 1930 var der ca. 5 millioner arbejdsløse i Tyskland, ogmange underbetalte lønmodtagere, samt mange pensioni-ster og krigsveteraner (fra 1. verdenskrig). Dengang varder også en politisk skabt økonomisk krise.

Den 11. og 12. marts 1930 vedtoges de love, der for-pligtede Tyskland til at yde store bidrag til vestmagterne.SPD (Sozialdemokratische Partei Deutschland/Socialde-mokratiet) stemte for disse love, under ledelse af detskansler Hermann Müller. 14 dage senere blev Müller væl-tet. Der var ikke brug for SPD som regeringsparti! Meto-den at lade socialdemokrater – dengang, som nu – lave detbeskidte arbejde for højrefløjen og derefter styrte dem, nårde er blevet upopulære, er altså ikke ny.

Den 30. marts danner Heinrich Brüning regering. Han

var fra partiet Zentrum – et katolsk højrepari – og somkansler af Tyskland lægger han ud med kraftige nedskæ-ringer, for at redde storkapitalen og forsøge at overbeviseudlandet om det uholdbare i krigsskadeerstatninger (fra 1.verdenskrig) til landene under en økonomisk krise og viaden hårde nedskæringspolitik drev han det tyske folkubamhjerteligt ud til den yderste grænse. Dette kunne hanog hans parti selvfølgelig kun gøre ved flertal fra de andrepartier i parlamentet.

Samtidig med de voldsomme nedskæringer, blev derbrugt millioner på oprustning, for “at Tyskland til enhvertid ville være i stand til at bruge verdenskrisen, til at ud-øve pres mod alle andre øvrige magter” (citat Brüning),men også på grund af pres fra den tyske rigspræsidentPoul von Hindenburg, som var pensioneret general og højtdekoreret fra 1. verdenskrig. Den tyske rigspræsident hav-de større magt end kansleren (statsministeren), da det varrigspræsidenten som kunne opløse rigsdagen, afskedigeministerne og regeringen og også kansleren.

(I 1934 slog Hitler rigspræsidentens og rigskanslerensembede sammen).

Heinrich Brüning var kansler fra 30. marts 1930 tilvalget den 14. sep. I den periode blev de hårdt ramte bor-gere slået mere til jorden: Der blev indført personskat foralle borgere (uanset indtægt), en beskatning af alle ledige,lønnedsættelser for embedsmænd og offentligt ansatte, bi-drag til arbejdsløshedsforsikring blev sat op med 4½%, ogarbejdsløsheds- og sygeforsikringsydelserne forringes.Samtidig blev der bevilget 150 millioner mark til rådighedtil sanering af riddergodser i det østlige Tyskland!

� Enkeltresultater ved rigsdagsvalget 14. sep. 1930: SPD (soci-aldemokratiet) 143 mandater, NSDAP (Nationalsoziali-stische Deutche Arbeiterpartei – Adolf Hitler) 107 manda-ter, Zentrum (katolsk højreparti) 87 mandater og KPD(Kommunistische Partei Deutschland) 77 mandater, og dervar få mindre andre partier, f.eks såsom Bayerske Volks-

Hitler blev kansler den 29. januar 1933.


partei (deres mandater hørte under Zentrum). NSDAP ergået voldsomt frem, de borgerlige partier (med undtagelseaf Zentrum) decimeres. SPD taber 600.000.stemmer. KPDvinder 1,3 millioner stemmer.

Heinrich Brüning (Zentrum) fortsatte som rigskanslerefter valget og alle partierne – minus Kommunisterne –fortsatte deres hårde nedskæringspolitik og oprustning ikrigsindustrien. Metalarbejderne fik påbud om en lønned-gang på mellem 4-6%. Igen nedsættes de statslige em-bedsmænds lønninger, denne gang med 6% og sammeprocentdel skæres i alle pensioner. Skatten på øl og tobakog for ugifte forhøjes og tyskerne går ind i år 1931..

Der vedtages en forordning om 6% lønnedgang for ar-bejderne i mineindustrien i Ruhrområdet. Et mindretal iSPD (socialdemokratiet) stemmer imod bevillinger tilbygning af nye panserkrydsere). De bliver skarpt irettesataf partiledelsen og to personer fra udbrydergruppen bliverfå måneder efter ekskluderet. I juni vedtages (igen) et på-bud om at de offentligt ansattes lønninger skal beskæresog (igen) bliver alle pensioner nedsat med 5-8% og ar-bejdstiden i den private industri tillades nedsat uden løn-kompensation og regeringen indfører “frivillig arbejdstje-neste”. I oktober nedsættes indkomster og pensioner yder-ligere ved lov. Antallet af (registrerede) arbejdsløse er nu5,7 millioner. 900.000.personer modtager ingen arbejds-løshedsunderstøttelse.

KPD (Kommunisterne) gør et forgæves forsøg på atrette op på de mange nedskæringer og den økonomiske si-tuation i maj 1931 og fremlægger et jobskabelsesprogram,der indeholder: 40 timers arbejdsuge med fuld lønkom-pensation, forbud mod overarbejde, pensionsalder på 60år, forbud mod virksomhedslukninger, udvidelse af bolig-byggeriet, samt af sygehuse, sanatorier, plejehjem og bør-neinstitutioner. Dette blev nedstemt.

� Nedskæringerne fortsatte og arbejdsløsheden steg i 1932 og banede vejen for, at Hitler blev kansler den 29. januar1933. “Den stærke mand” kunne nu påbegynde sit ræd-selsregime, sammen med sine politiske medsammensvor-ne og de mange medlemmer af NSDAP. Den almindeligetysker vidste ikke, hvad som var i vente. De øjnede håbfor en bedre fremtid. Deri tog de fejl!

Det er i dag ikke svært at forestille sig hvorfor den almindelige tyske lønmodtager, den arbejdsløse, pensio -nisterne og alle de som havde betalt en høj pris for den politik der var blevet ført, støttede NSDAP og så Hitlersom en stor leder og redningsmand. Partiet fremstod somet “arbejderparti”, på trods af at Hitler talte med to tunger.F.eks. talte han d. 27. januar 1932 i Düsseldorf for 700 repræsentanter fra industri- og bankverdenen, hvor han lovede at beskytte den private ejendomsret, at udslette

demokratiet og bolsjevismen og erobre et nyt “Lebens-raum”.

Det program NSDAP havde og som betød at “den al-mindelige tysker” fik håb i deres tilværelse var simpelt ognemt at forstå (uddrag af NSDAP�s program): “Tysk selv-bestemmelse (!), land og territorium (kolonier) til det ty-ske folks bevarelse. Kun dem med tysk blod kan værelandsmænd og immigration skal hindres, og alle frem-mede, som er kommet efter 1914, skal forlade landet. Alle borgere skal have et anstændigt liv og arbejde og alleborgere skal have lige rettigheder og pligter. Generøs for-øgelse af alle pensioner. Enhver indkomst som ikke harrod i arbejde skal afskaffes, nationalisering af alle fonde,samt konfiskation af alle krigsprofitter og profitdeling istørre industrier. Frihed for alle religiøse troretninger, somikke truer staten eller den germanske race. Alle uddannel-ser skal tilpasses det praktiske liv og fattige børn med gode evner skal uddannes på statens bekostning, og statenskal løfte den nationale sundhed. Landbruget skal fritagesfor ejendomsskatter og Romersk lov, “som tjener verdensmaterialisme” skal erstattes af en ny tysk lov”.

NSDAP lavede med deres “program” et pletskud i deusikre forhold mange tyskere levede under, men et varhvad de lovede, noget andet var hvad som skete.

At der var punkter i programmet som ikke blev frem-ført i propagangaen, er forståeligt. F.eks: “Vi kræver hen-synløs krig mod de som vil skade vores fælles velfærd ogdet skal straffes med fængsel eller døden” eller: “ Det cen-trale politiske parlament skal ubetinget have myndighedover hele staten og alle statens organisationer”.

Det er som at se den europæiske scene 2015: Fascistermed tomme gyldne løfter, vinder frem under dække af atvære “arbejderpartier”, hjulpet frem af en grotesk nedskæ-ringspolitik fra andre partier ( – og nu med EU som“Overstaten”) Nedskæringer som de fascistiske partier og-så stemmer for.

� Historien er ved at gentage sig selv. Bekæmp dét! Gør op-rør! I fællesskab! �

GoldenDawn ogHeil!


Folkevandring – 60 millioner på vej!Tusinder og atter tusinder forsøger at nå frem til Europas kyster i synkefærdige både. Mange – rigtigmange – drukner på vejen til ”det forjættede land. ”Det er ikke vores problem,” lyder det fra EU. I hvert fald er kendsgerningen indtil nu, at man foretager sig lidt eller intet, ud over at man har besluttet atsende krigsskibe til Libyens kyst, som kan ødelægge de lokale fiskerbåde, så de ikke kan bruges afmenneskesmuglerne. Det er alt indtil nu.

Af Anton Nielsen

� 60 millioner flygter fra nød, sult, fattigdom og krig. Krige,som ikke mindst EU bærer et tungt ansvar for. Nu løberselv samme EU som sædvanlig fra ansvaret. Havet slettersom bekendt alle spor – håber de på.

De søger mod vore kyster for at få et bedre liv for de-res familier – et liv i fred og tryghed, men de møder etFort Europa, som hellere ser deres hæl end deres tå.

Den danske VO-regering mener, at forringelse af flygt-ningenes forhold i Danmark vil kunne stoppe den menne-skelige tsunami, som er på vej. De har glemt vor egen hi-storie. Vi har også været flygtninge, men vi har også – ilighed med i dag – været krigsdeltagere, voldsmænd ogundertrykkere!

Et historisk tilbageblik Går vi tilbage i historien til det andet århundrede før vortidsregning – mere nøjagtigt mellem 120 f.v.t. og 101 f.v.t.drog Cimbrerne – med tilslutning fra to andre folkegrup-per, Toutonerne og Ambronerne ned igennem Europa modRom. De blev tilintetgjort i 105 f.v.t. Hvorfor drog de udpå den farefulde rejse? Svaret var, at de ikke længere kun-ne opretholde livet for dem og deres familier i Himmer-land.I vikingetiden fra år 800–1050 hærgede de nordiske

vikinger i England og Irland, drog ned ad de russiske flo-der og nåede helt til Konstantinopel, hvor de gik i sulta-nens tjeneste.

Så vi har en lang tradition for erobringstogter – og erikke uvant med rollen som lejesoldater i fremmed tjeneste.Her lærte vi krigens blodige håndværk at kende, et hånd-værk, som vi siden har praktiseret – sidst i begyndelsen afdet nye årtusind.

Mod nye kysterI nyere tid tog udvandrings-bølgen fra Europa sin begyn-delse fra Napoleons-krigenes ophør i 1815. De næstehundrede år frem til 1. verdenskrig udvandrede mere end50 millioner europæere i håbet om at skaffe sig et bedreliv. De var ikke velfærdsturister. Udvandringen fra Dan-mark tog rigtig fart efter krigen i 1864, hvilket burde fådagens danske politikere til endnu engang at overveje, omikke de flygtninge, som i dag banker på Danmarks dør,står i samme situation som vore landsmænd efter 1864. Påflugt fra krigens rædsler.

Så fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-talletvar Danmark et udvandringsland. 400.000 danskere forlodi denne periode Danmark for at slå sig ned for resten af livet i fremmede verdensdele. De blev sjældent modtagetmed åbne arme.

Det var mange ud af en befolkning på 2,2 millioner i1890, og i forhold til befolkningsstørrelsen blev udvan-dringen fra Danmark før 1914 kun overgået af Irland –som efter kartoffelpesten, tømte landet for 25% af detsindbyggere.

For Sveriges vedkommende – som i den periode ople-vede de såkaldte ”nødår” (= afgrundsdyb fattigdom oghungersnød) udvandrede ikke mindre end 1.105.000, ca.en tredjedel af landets daværende befolkning. Mange afdem til Danmark – læs Martin Andersens bog ”Pelle Ero-breren, hvis du vil vide mere om den tid. Fra Norge ud-vandrede 754.000 mennesker. Udvandringen fra Danmark tog rigtig fart efter krigen i 1864


I alt udvandrede 2.168.000 i perioden 1840-1914 fraSkandinavien.

De fleste drog i ophugningsmodne skibe over Atlanter-havet mod en uvis skæbne. Som dagens skibbrudne påLampedusa, Sicilien, Grækenland møder Fort Europa,mødte de New York, Ellis Island og Frihedsgudinden, dersom så meget ”over there” viste sig at være en tom illu-sion.

2015: 60 millioner på vej – foreløbigDet begyndte med USA’s og ”de villiges koalitions” angreb på Afghanistan og Irak, og Vestens vilde jagt på disse områders naturresurser – først og fremmest olien.

Siden er hele Nordafrika blevet ramt af krige og konflikter. I Syrien, i Irak endnu engang i 2015.

Libyen, der, som en følge af Vestens bombeangreb og ødelæggelse af infrastrukturen, som forventeligt har udviklet sig til en røverstat splittet mellem mange klaner.

Yemen, som i disse dage terrorbombes af Saudi Ara -bien – som sædvanlig støttet af USA og Storbritannien.

Vestsahara: Okkuperet af Marokko med den gamle ko-lonimagt Frankrigs velsignelse. Dertil Libanon, som vaklerog trues af opløsning under vægten af millioner af flygt-ninge fra de omliggende lande – først og fremmest Syrien.

Og sidst, men ikke mindst, Israels og USA’s uendeligeblokade og krig mod det palæstinensiske folk.

De øvrige nordafrikanske stater: Algeriet, Mauretani-en, Tunesien, Jordan og Oman er konstant i fare for at bli-ve inddraget i de forskellige krige og opgør, hvilket gørdem til nemme ofre for pression fra de tidligere koloni -herrer.

Dertil kommer nu forskellige terrorgrupper med ”Isla-misk Stat” i spidsen, som med deres brutale fremfærd bidrager til det totale kaos og anarki, som var og er USA’sog dets allieredes – herunder Danmarks – påskud til igenat slippe bombeflyene løs over en værgeløs civilbefolk-ning. Som sædvanlig i frihedens og demokratiets navn.

Krigen nærmer sigDet er den virkelighed, der føder flygtningestrømmen,som nu er nået frem til Europas kyster. Vi er medskyldigeheri ved vores aktive deltagelse i USA’s krige. Men somsædvanlig løber de danske politikere fra ansvaret. Samti-dig lægger man op til nye konfrontationer, denne gang iEuropa – mere præcist i Ukraine, hvor man helhjertet slut-ter op bag de nynazistiske magthavere i Kiev. Der er alle-rede flere end en million ukrainske flygtninge i Rusland –de interne flygtninges antal er ukendt.

Vor store allierede, USA, fører nu tunge våben ind iUkraine, NATO rykker helt frem til den russiske grænse –en åbenlys provokation. Man lægger op til endnu en kata-strofal krig – den sidste måske –men med nye flygtninge-strømme som en uundgåelig følge.

Samtidig kastets Grækenland for de økonomiske rov-

Mange flygter fra krigshandlingerne i blandt andet Syrien.

�


dyr: Den Internationale Valutafond, IMF, Den EuropæiskeCentralbank og EU ved kansler Merkel. Solidaritet meddet græske folk i deres eksistenskamp, det er dagens pa -role.

Det kan konstateres, at fordrejning af historien nu som tidligere er blevet en fast bestanddel af historien indenrigs- som udenrigspolitisk. Det ændrer sig ikke uanset hvilken regering, som måtte sidde ved magten iDanmark.

Dansk flygtningepolitik 2015 –Såvel den tidligere som den nuværende regering er enigeom, at flygtningene hjælpes bedst i nærområderne. Det vilsige i de lande og områder, som ovenfor beskrevet. Desom forvejen huser millioner af flygtninge. Det er et para-deforslag uden grund i virkeligheden. Det har et enesteformål, at holde flygtninge, hvor end de kommer fra, vækfra Danmark. Hvis det ikke lykkes fuldt ud, så tages andremidler i brug.

Den nye integrationsminister, Inger Støjberg, illustre-rede få dage efter regeringens tiltræden, hvad hun havdetænkt sig. Nogle eksempler:

– Lavere integrationsydelse: 5.945,- kr. om måneden.”En lavere ydelse vil betyde færre asylansøgere.” Dakommunerne udtalte deres tvivl om rigtigheden af hendespåstand og i stedet advarede om, at de – asylansøgerne –f.eks. ville få svært ved at betale husleje, blev de fejet afmed følgende tirade ”det bliver ikke et liv i sus og dus,men det er heller ikke meningen.” (Inger Støjberg, inte-grationsminister)

– I øvrigt skal der strammes op for familiesammen -føringer, mener hun og regeringen. Hun har tilsyneladendeglemt alt om Tamil-sagen – eller også er hun bare flintreneligeglad.

– Som det sidste skal nævnes, at hun mener – og agterat gennemføre forskellige krav til vestlige og ikke-vestligeindvandre – underforstået islamiske indvandrere. Renlivetapartheid og i strid med alle internationale konventionerog bestemmelser.

Den slags forskelsbehandling er set før i historien. I30’erne, hvor politiske flygtninge fra nazi-Tyskland blevforfulgt af de danske myndigheder og ofte blev de udlevettil bødlerne på den anden side af grænsen med døden tilfølge.

Senere – under krigen – udleverede man, dvs. den danske stat, uden tøven de danske kommunister og de jøder, det ikke var lykkedes at komme til Sverige, til en uvis skæbne i Hitlers kz-lejre. For mange ensbety-dende med en dødsdom. Siden fulgte mange modstands-folk, som heller ikke var politisk korrekte. Forstået så-dan, at de var ”røde”. De havde selv bedt om det, somman sagde.

Under Den Kolde Krig fortsatte denne praksis. Næsten

alle var velkomne i Danmark, men de skulle have den rig-tige politiske holdning – ellers var her adgang forbudt!Store indsamlinger blev foranstaltet for ungarere, somhavde bekæmpet kommunismen. Antikommunistiske sy-stemkritikere var mere velkomne, mens hjemmelig sy-stemkritikere – fagforeningsfolk, fredstilhængere og andreaf den slags – blev aflyttet og slæbt i retten, som fjender afstaten, eller som terrorister.

Fascismen marcherer igen i mange europæiske byer. I Estland, Letland og Litauen paraderer gamle SS’ere ogkz-bødler i gaderne med myndighedernes fulde billigelseog støtte. Det gentager sig i snart sagt alle østeuropæiskelande – fra Ungarn, Ukraine, den første nynazistiske stat iEuropa – hvor det kommunistiske parti netop er blevetforbudt – til Rusland. Man spytter på de dødes grave, ogbeskylder de levende for at være terrorister.

I Tysklands länder, i Østrig og Italien, hvor fascistoidepartier sidder i parlamenterne eller har regeringsmagten,marcherer de frem i fuld offentlighed. Hadet til alle ander-ledes tænkende dyrkes og spredes.

Indvandrere, romaer, farvede, sorte, og antifascister,so cialister og kommunister overfaldes, ofte med døden tilfølge. Mordbrande og bombeattentater hører til dagensorden mange steder. Attentater som aldrig opklares – ihvert fald ikke med politiets gode vilje – som f.eks. bom-ben i Søllerødgade for mange år siden, som dræbte enung socialist.

Og vi er godt med med den nye regering. Det bliver ensvær tid – ikke bare for flygtninge og indvandrere – menogså for det danske folk. �

�

Bekvemmelighedsflygtning?

Antifascistisk konference 21.-22. november 2015,hos 3F København, Peter Ibsens Alle 27, 2400 København NV

Alle foreninger, organisationer, antiracister, antifascister og andre er velkomne.

Tilmeldingsfristen er mandag den 2. november på [email protected] eller [email protected]

Deltagergebyr 100 kr. pr. person. Frokost mv. betales på stedet. Konferencefest lørdag aften.

Enhed i kampen mod krig og fascisme – for fred og frihed

Lørdag den 29. august kl. 11–18. Strandengen 11 i Roskilde

Roskilde Mini-festival sætter fokus på international solidaritet og antifascistisk kamp.

Son Danesas spiller salsamusik fra Cuba. Stig Ekblom, Asger Sandal Jeppesen og Fatma giver også

et par numre.

Der er boder fra forskellige freds-, solidaritets- og antifascistiske organisationer.

Gourmetgrill med slagtermesterens bedste pølser, webernakkesteg og limousinebøffer samt div.

salater og brød. Øl, vand og vin kan købes – også cubansk rom og øl.

Entre og grillmad ad libitum for kun 150 kr.

For mere information: Kontakt Annie Juncher tlf. 2460 1282 eller [email protected]

Overskuddet går til solidaritetsarbejde med Cuba.

Medarr.: Horserød-Stutthof Foreningen, Antifascistisk Forum, Demos, Venskabsforeningen DDF Korea,

De Spaniensfrivillige og Dansk Cubansk Forening.

Af Bjørn Elmquist, advokat (H)

� Her sidst i august begynder terrorankesagen mod en halvsnes kurdere. I de næste 10-11 måneder skal et nævnetingi Østre Landsret foretage straffesagen mod disse personer,der i Københavns Byret blev frifundet for at have ydet fi-nansiel støtte til terror i Tyrkiet. Men den frifindelse vilanklagemyndigheden altså søge omstødt.Langt de fleste afde tiltalte bor og har boet i Danmark i 20-30 år, hvor dehar kone og børn. Som det oftest er tilfældet med kurdere,er de velintegrerede og i beskæftigelse.

De blev i september 2012 anholdt og – bortset fra én –varetægtsfængslet i tre måneder, sigtet og senere tiltalt fori flere år frem til og med 2011 at have samlet millioner afkroner ind og formidlet dem videre til det kurdiske arbej-derparti PKK til støtte og brug for terror i Tyrkiet.

Sammenhæng med ROJ TVSagen er en udløber af terrorsagen mod den kurdiske ROJTV-station baseret i Danmark, som i januar 2012 af Københavns Byret og i juli 2013 af Østre Landsret blevfundet skyldig i propaganda for PKK. Retten til at sendeTV fandt Byretten ikke at kunne frakende, men først ØstreLandsret og senere Højesteret anlagde en anden fortolk-ning og fratog ROJ TV senderetten.

ROJ TV, der har et seergrundlag på 28-30 millionerspredt over hele verden, var allerede i 2005 af den tyrki-ske stat indklaget for det danske Radio- og TV-nævn for at overtræde forbuddet mod at sende programmer, der op -fordrer til had og vold mv. Nævnet afviste imidlertid eftergrundige undersøgelser klagen og fastslog, at de program-mer og nyhedsindslag, ROJ TV sendte om bl.a. konflik-ten mellem Tyrkiet og kurderne, herunder også specielt

PKK, i indhold svarede til den dækning, som DRTV og TV2 har og havde i forhold til den slags konflikter.

En ny tyrkisk klage i 2006 og endnu én i 2008 førte tilpræcist samme resultat.

Forbitrelsen var stor i officielle tyrkiske kredse, og sagen blev til et internationalt problem, da den danskestatsminister Fogh Rasmussen blev USA's foretrukne kandidat til posten som generalsekretær i NATO. Vedihærdige amerikanske anstrengelser fik man efter fleremøder i København imidlertid ”inspireret” de danskemyndigheder, herunder anklagemyndigheden, til en så”kreativ tilgang” til de strafferetlige bestemmelser om ter-ror, at der kunne rejses tiltale mod massemediet. Det skab-te så stor tilfredshed hos den tyrkiske regering, at man accepterede Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær.

Glemt var imidlertid alle officielle hyldesttaler tilytringsfriheden som den fremmeste demokratiske rettig-hed, og rent teknisk opfandt man den usædvanlige juridi-ske konstruktion, hvor der blev rejst tiltale for propagandafor terror mod aktieselskabet bag ROJ TV, men ikke samtidig mod nogen fysisk person, såsom selskabets bestyrelsesformand, direktør og/eller den ansvarshavende redaktør.

Baggrunden var, at hovedbeviset for de direkte forbin-delser med PKK var den oprindelige, men senere afskedi-gede ROJ TV-direktør, der som kronvidne fremstod i ret-ten med yderst belastende og helt nye oplysninger i for-hold til det, han ellers tidligere i årevis havde forklaret.Sagen kunne således teoretisk set have været kørt som entilståelsessag mod ham som personligt tiltalt, men så havde dette kronvidne næppe ”leveret varen”.

Det endelige punktum i ROJ TV sagen er ikke sat endnu. Da de nationale retsmidler var udtømt ved Højeste-retsdommen i februar 2014, indklagede jeg på vegne afROJ TV’s nye bestyrelsesformand og nye direktør Dan-mark for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol iStrasbourg for overtrædelse af konventionens artikel 10om ytrings- og pressefrihed. Her er ikke bare spørgsmåletom skyld, men også om sanktionen til påkendelse. Det erganske uhørt, at man som sanktion i stedet for bøder lige-frem skrider til kategorisk lukning for stedse af et masse-medie.

Terrortiltalen mod de ti kurdereMen her i Danmark kastede myndighederne sig straks ef-ter Byrettens dom i første instans uved at d i sager modnogle af de kurdere, især her i Danmark, som havde støttetop om ROJ TV, bl.a. samle penge ind til stationen.

Én af dem blev tiltalt for at have formidlet penge fra enkurdisk kulturfond i 2006 og 2007 til ROJ TV, de andrefor at have samlet penge ind i 2009, 2010 og 2011. Det vil


Giv en hånd til KobeneReg.nr. 1551 – Kontonr. 1841084

Mobilepay: +45 2559 9432

Det danske kurdersyndrom


sige alt sammen på et tidspunkt, hvor ROJ TVs aktiviteteraf Radio- og TV-nævnet i de tre klagesager var godkendt,idet programmerne som nævnt var af samme indhold somDRTV�s og TV2�s om den slags konflikter.

Anklagerne mente, at de tiltalte godt vidste eller måttevide, at ROJ TV var talerør for PKK.

De var også tiltalt for støtte til terror ved at samle pen-ge ind til den dansk-kurdiske venskabsforening og andrekurdiske tilsvarende foreninger i Vesteuropa, fordi – hæv-dedes det – alle disse foreninger var en del af PKK og der-med terrorister. Sågar nødhjælp fra kurdere i Danmark ogandre skandinaviske lande til jordskælvsofre i den tyrki-ske provins Van, hvor der bor mange kurdere, blev af anklagerne ligeledes stemplet som støtte til terror.

Frifindelsen i Københavns ByretEfter 60-70 retsdage i Københavns Byret med bl.a. ud førlige afhøringer af de tiltalte og en del vidner, afspil-ning af aflyttede telefonsamtaler og af flere månedersrumaflytninger gav nævningetinget os forsvarere med-hold: anklagerne havde ikke ført bevis for, at de tiltaltehavde haft forsæt til at støtte terror. De blev derfor alle frifundet.

Vi forsvarere påviste over for nævningetinget bl.a., atman godt kan arbejde aktivt for og støtte politiske løsnin-ger af kurdernes problemer i forhold til Tyrkiet, uden atdet er ensbetydende med støtte til terror.

Lettelsen var stor. Både hos de tiltalte og deres familiersamt i hele det kurdiske miljø ikke bare i Danmark, menover alt. Og hos alle retsindige mennesker, der med densunde fornuft i behold er optaget af det forsvar for demo-kratiet og dets værdier for den enkelte borger, som er nød-vendig for effektiv beskyttelse mod terror og mod de misforståede og overdrevne former for terrorbekæmpelse,der forefindes også her i Danmark.

Anklagemyndighedens beslutning om at anke frifindel-sen var derfor et chok for mange.

Anken og dens baggrundDenne beslutning er naturligvis ikke truffet på Køben-havns Politigård eller hos Statsadvokaten i København.Det er ikke en gang landets højeste anklagemyndighedRigsadvokaten, som egenhændigt traf beslutningen om atanke. Som foreskrevet i den slags sager er der indhentetgodkendelse hos justitsministeren.

Henset til det markante politiske islæt i de seneste 10års retsopgør her i Danmark om det kurdiske spørgsmålmå man undres såre. Ser vi bort fra retfærdighedssans ogbehovet for at hjælpe mindretal til at opnå deres legitimerettigheder, så har den opportunisme, der altid prægerdansk alliancepolitik, da ganske entydigt i de seneste to-

tre år peget på nødvendigheden af at samarbejde med kur-derne mod IS i de åbne konflikter i Syrien, Irak osv. Detgør det officielle Danmark sammen med først og frem-mest USA og Storbritannien så også militært, men anfæg-ter samtidig en dansk domstols velbegrundede og nøjeovervejede frifindelse af demokratisk sindede og aktivtagerende kurdere.

Et andet apropos til dette langstrakte retsopgør i Danmark om det kurdiske spørgsmål relaterer sig til kur-dernes ubestridte lederskikkelse Abdullah Öcalan. Han har siddet fængslet, isoleret på en tyrkisk ø, i en snes år. Samtidig forhandles om en politisk løsning af det kurdiskespørgsmål. Ved det seneste valg til det tyrkiske parlamentfik et samlende kurdisk parti et flot resultat og er nu talstærkt repræsenteret dér. Skulle det mon gå som medMandela i Sydafrika, at der en skønne dag kommer en fredelig løsning, og ender også Öcalan med at få Nobelsfredspris?

Håb om besindighed i jagten på terrorismeGennem disse 10 års retsopgør her i Danmark er der brugtmange ressourcer, dvs. både penge, arbejdstimer og enga-gement. Hos det offentlige, javel, men jo da også i dengrad, især hvad det rent personlige angår, hos de menne-sker, der har siddet først i varetægtsfængsel og nu i såmange år på anklagebænken.

Jeg håber på, at vi i juni 2016, når ankedommen af -siges, i denne konkrete sag igen kan lande på benene. Detville – som allerede ovenfor antydet – kunne bidrage tilstørre besindighed og omtanke i den ellers så hæsblæsen-de jagt på terrorisme. �

Abdullah ”Apo” Öcalan (født 4. april 1949) er en kurdiskpolitisk leder. Öcalan er såvel grundlægger som officielleder af Kurdistans Arbejderparti (PKK), som har til hen-sigt at skabe en selvstændig kurdisk stat – blandt andet ide kurdisk dominerede områder i det østlige Tyrkiet. Fri-hedsbevægelsen PKK er på terrorlisten hos mange landeog er en illegal organisation. Öcalan har siden 1999 væ-ret fængslet på øen Imali i Marmarahavet. Han er kurder-nes Nelson Mandela.


Skal EU have overstatslig magt overstrafferet, overvågning og udleveringaf danske borgere til udlandet? Af Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

� ”EU vil aldrig komme til at gå ind på området strafferet”, sag-de daværende justitsminister Hans Engell i debatten op tilafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992.

Han og andre EU-tilhængere tog som bekendt fejl. EU er godt i gang med at udvikle en overstatslig retspoli-tik herunder strafferet, love om overvågning og regler forudlevering af borgere til retsforfølgelse i andre EU-lande.Vi kan i Danmark forvente en folkeafstemning om EU’soverstatslige retspolitik og retsforbeholdet før den 1. de-cember i år.

Det, at EU har indført en overstatslig retspolitik bety-der bl.a., at landene mister deres vetoret, når EU laverretspolitik, og det betyder, at EU-kommissionen får mono-pol på at stille lovforslag inden for de områder, hvor EUhar overstatslig magt.

Det danske retsforbehold sikrer, at Danmark på for-hånd har sagt nej til deltagelse i EU’s overstatslige rets -politik, men retsforbeholdet forhindrer os ikke i at samar-bejde mellemstatsligt. Det er derfor, Danmark i dag kanvære medlem af Europol. EU’s politienhed Europol ernemlig stadigvæk et mellemstatsligt samarbejde, mensnart vil EU’s politienhed blive en overstatslig myndig-hed, og så kan Danmark på grund af retsforbeholdet ikkelængere være medlem.

� De EU-positive partier bruger Danmarks udtræden af Eu-ropol som en anledning til at tage et opgør med det danskeretsforbehold i EU.

EU-positive politikere har allerede spillet ud med trus-ler om, hvordan Danmark vil blive det svage led i bekæm-

pelsen af kriminalitet, hvis vi ikke afskaffer retsforbehol-det. Men hvis vi ser på lande som Norge, Island ogSchweiz, der ikke er med i EU og derfor heller ikke EU’soverstatslige retspolitik, så er det en realitet, at de ikke erramt af mere kriminalitet i Oslo, Reykjavik og Bern end iBerlin, Rom og Athen.

Norge, Island og Schweiz er desuden i stand til at ind-gå samarbejdsaftaler med Europol uden at give magt tilEU på retsområdet. Det er selvfølgelig noget, som vi ogsåkan gøre i Danmark efter, at vi har takket nej til at afskafferetsforbeholdet.

� Den kommende afstemning om retsforbeholdet drejer sighelt grundlæggende om man støtter, at EU skal have over-statslig magt over retspolitiske spørgsmål eller om manvil, at Danmark samarbejder mellemstatsligt med andrelande om retspolitiske spørgsmål.

De EU-positive politikere er blevet enige om, at deresalternativ til retsforbeholdet er noget de kalder en tilvalgs -ordning. Det er en ensrettet vej, som betyder, at Folketin-get fra sag til sag skal tage stilling til, om EU skal haveoverstatslig magt på et retspolitisk område, men som sam-tidigt betyder, at Danmark ikke senere kan tage magt til-bage igen (så længe vi er medlem af EU). Tilvalgsordnin-gen er forhandlet på plads med EU, og er den ordning somStorbritannien og Irland har på retsområdet.

Men de EU-positive politikere kan få et stort problemmed tilvalgsordningen. For juraprofessor Peter Pagh harpåpeget, at ordningen vil være i strid med grundloven,medmindre Danmark afgiver al suverænitet på retsområ-det til EU, og at EU derefter lader Folketinget administre-re den del af retsområdet, som Folketinget ikke har givettil EU. Dette skyldes grundlovens krav om, at suverænitetkun kan afgives i nærmere bestemt omfang, og med til-valgsordningen, som ja-partierne har fremlagt, er der udentvivl et problem med Grundlovens krav om, at suverænitetkun må afgives i nærmere bestemt omfang.

� Der er dog også mange andre grundlæggende problemermed at lave en overstatslig retspolitik i EU. Et helt funda-mentalt spørgsmål er, om der blandt EU-landene er desamme retsopfattelser og retstraditioner. Det drejer sigf.eks. om retssikkerhed for borgerne ved retssager, fæng-selsforhold og hvad der skal være lovligt og ulovligt. I fle-


re EU-lande sker der grove krænkelser af borgernes rets-sikkerhed set med nordiske briller. Det er derfor helt afgø-rende, at vi får en grundig debat om, hvor de andre EU-lande vil hen med retspolitikken.

Et andet grundlæggende problem er, at den demokrati-ske indflydelse vil blive kraftigt svækket, hvis vi giver EUoverstatslig magt på retsområdet. Inden for de områder,hvor EU får magt, vil ingen dansk folkevalgt politiker –og ikke engang et samlet Folketing – kunne stille lovfor-slag. Den magt vil kun ligge hos EU-kommissionen. I af-

EU I HVERDAGENAlbertslund nærradio. Direkte hver tirsdag ml. kl.15.00–16.00

Genudsendes lørdag samme tid.

FM 94,5 - Hybrid 104,5Samsendes på www.albertslundradio.dk

stemningerne om nye overstatslige love vil Danmark haveunder 2% af stemmerne i EU-parlamentet og 1,1% afstemmerne i EU’s ministerråd. Danmark vil derfor havemeget lidt indflydelse på retspolitikken, hvis den afgivestil EU, og det er uden tvivl en trussel mod demokratiet ogretssikkerheden.

� Hvis vi derimod bevarer retsforbeholdet, har vi bedst mulig-hed for at stille vores politikere til ansvar for den retspoli-tik, der føres i Danmark. Derudover vil vi selv kunne ud-vikle vores retspolitik, så den både sikrer en høj grad afretssikkerhed for borgerne og giver os de bedste mulighe-der for at forebygge og bekæmpe kriminalitet. Netop somde gør i Norge, Island og Schweiz.

Vi skal samarbejde internationalt på retsområdet. Deter der ingen tvivl om. Men vi skal bevare demokratiskkontrol med den retspolitiske udvikling. Det er kun mu-ligt, hvis vi bevarer retsforbeholdet.

EU skal ikke have overstatsligt magt over strafferam-mer, overvågning og udlevering af danske borgere til an-dre EU-lande.

� Nej til EU’s overstatslige retspolitik – ja til demokrati, inter -nationalt samarbejde og retsforbeholdet. �


Køb af israelske våben annulleretAf Christian Juhl, MF for Enhedslisten

� Forsvarsministeriets fagfolk ville bruge op imod en halvmilliard kroner på at købe et nyt og højt avanceret våben-system i Israel. Der er tale om såkaldt selvkørende artille-ri – kanoner på hjul. Sagen har været debatteret i forsvars-forligskredsen, hvor alle partier på nær Enhedslisten ermedlem. Ved et tilfælde fik Enhedslisten i december 2014

kendskab til sagen, da en Facebook-bruger så, at danskesoldater var på øvelse i Negev-ørkenen. En række svar fra forsvarsministeren har vist, at 20 personer fra hæ-ren har været en uge i Negev-ørkenen for at teste et is -raelsk artillerisystem fra firmaet Elbit. Da det kom frem i offentligheden, kom der gang i forsvarsforligs -kredsen.

Forsvarsforligskredsen besluttede 30. april at udskydekøbet af israelsk artilleri. Det har tilsyneladende været forkontroversielt at købe våben fra Israel lige op til en valg-kamp. Desuden ville det fremstå dobbeltmoralsk, at dendanske regering købte våben fra Israel samtidig med, at de anbefaler, at danske virksomheder ikke har økonomiskeaktiviteter på den besatte Vestbred.

� Enhedslisten ønsker ikke et militært samarbejde med Israelog ønsker hverken, at Danmark tester eller handler våbenmed Israel eller israelsk våbenindustri. Israel bryder men-neskerettigheder, Genevekonventioner og andre dele affolkeretten ved bl.a. at blokere Gaza, besætte Vestbreddenog placere mere end 500.000 bosættere på det besatte pa-læstinensiske område.

Det israelske firma ELBIT har været direkte involvereti konstruktionen af den israelske apartheidmur, leverer

sikkerhedsudstyr til Israelsulovlige bosættelser og harproduceret droner, der blevbrugt i Gaza-offensiven, der

kostede 2100 mennesker livet, herunder 500 børn i som-meren 2014.

Svarene fra forsvarsministeren viser, at Danmark fleregange har købt våben af israelske firmaer.

Enhedslisten opfordrer regeringen og forsvarsforligs -kredsen til helt at annullere køb af våben i Israel eller isra-elske virksomheder. Vi ønsker ikke køb af nye artilleri -systemer, men køb af israelske våbensystemer vil være enmeget skærpende omstændighed. Og vi vil holde et megetvågent øje med forsvarsforligs kredsen.

Vi har i forbindelse med sagen rejst en række spørgs-mål til forsvarsministeren.

� Sagen har været omtalt på et par militære specialsider pånettet og hos få andre medier:– http://nytkampfly.dk/archives/6598– http://www.artilleriet.dk/artikel/5382-SKH-Selvkoer-ende-Haubits--nej-tak-til-artilleri---isaer-israelsk.htm

– http://www.politiko.dk/nyheder/dansk-koeb-af-israels-ke-vaaben-skaber-politisk-uro

– http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/Wammen-Forsvaret-skal-have-nye-pansrede-mandskabsvogne.aspx �

RADIO SPARTACUS98,9 mhz – 98,8 hybrid

Hver fredag mellem kl. 18.00–19.30 (÷ første fredag i hver måned)

www.ch-radio.dk


ÅRSDAG:

Politiets internering af kommunistervar »europæisk kvalitetsarbejde«Tale ved Horserødfængslet i anledning af årsdagen for in-terneringen af de danske kommunister og 70 året for Dan-marks befrielse af Albert Scherfig

� I dag er det 74 år siden, Nazi-Tyskland brød ikke-angrebs-pagten med Sovjetunionen og indledte det såkaldte ’felt -toget mod Jøde-bolsjevismen’ sammen med Rumænien ogFinland. I Danmark blev det starten på den illegale tid.

Da Danmark året før var blevet ’fredsbesat’ af Tysk-land, havde Opdager Politiet, Afdeling D afleveret en listeover danske kommunister til tyskerne. På listen optrådteflere hundrede navne på folk der f.eks. havde været nævnti Arbejderbladet. Derfor må det have været til stor ærgrel-se, at tyskerne kun bad om at få interneret et par og 70kommunister den 22. juni.

I hvert fald indfangede det danske politi nogle ekstralandsmænd over de følgende måneder. Efter den første ar-restationsbølge havde politiet anholdt 295 kommunister,heriblandt en folketingsmand.

I juli midt under kommunistjagten holdt den tidligererigspolitichef, Thune Jacobsen, der netop var blevet ju-stitsminister, en tale for en gruppe tyske politiofficerer.Han sagde bl.a.: ”Vi har fra dansk politi grund til at takkefor mangen værdifuld håndsrækning, og vi har heldigvisaf og til haft lejlighed til at gøre gengæld. D’herrer kom-mer her i Danmark til mindre forhold end Deres egne.Men vi skal gøre, hvad vi kan for at vise Dem, hvad derdog måske kan have interesse for dem: et lille værkstedkan nemlig også præstere europæisk kvalitetsarbejde.”

Grundloven var med et slag sat ud af kraft, fundamen-tet for det danske demokrati var væk. Men resten af defolkevalgte politikere fortsatte ufortrødent deres virke ogden 22. august vedtog de enstemmigt kommunistloven,der med tilbagevirkende kræft ulovliggjorde kommunisti-ske foreninger og kommunistisk virke.

De internerede kommunister sad først i Vestre Fængselog blev siden interneret i de røde barakker i Horserødlej-ren. Forfatteren Hans Kirk forsøgte under sin interneringutrætteligt at råbe politikere op ved at klage over dengrundlovsstridige internering. I et brev til socialdemokra-ten Hartvig Frisch skriver han: ”Det kan gøre ondt at fåde demokratiske Mælketænder trukket ud.”

I november måned 1942 blev der foretaget nye og omfat-tende arrestationer. Ca. 250 blev arresteret og interneret iHorserødlejren. Endnu en kommunistisk folketingsmand,Aksel Larsen, der havde levet under jorden, blev arresteret.

Han blev udleveret til tyskerne og endte i koncentrationslejr. Mellem de 250 internerede var ca. 100 forhenværende

spaniensfrivillige. Carl Madsen, der havde siddet interne-ret sidden juni 1941, har beskrevet, hvordan de nyankom-ne straks efter ankomsten organiserede sig som en militærenhed og marcherede rundt, ”iført militærkapper og medrem om livet. Alle bevæbnet med et afbrækket stoleben,som var stukket under remmen,” fortæller Madsen.

� Fængselsinspektøren Alfred Bentzen havde siden kommu-nisterne var blevet overført til Horserød i august 1941gjordt alt, hvad han kunne, for at opholdet skulle blive enså ubehagelig og ydmygende oplevelse som muligt.

De nyinternerede optrådte som en blok i alle forholdfortæller Madsen, og betjentene var ikke meget for atskulle gribe ind over for de unge mennesker. En dag holdtde spaniensfrivillige en krigsøvelse. De delte sig op i tohold, regeringstropperne og Francos hær, det ene holdt enbarak besat, mens det andet gik til stormangreb. Kampenestod på det meste af dagen og udkæmpedes bl.a. med tørvder markerede håndgranater. Under et hvil kom en betjenttil at gå ind i mellem de to hold og blev straks angrebet frabegge sider. Han fik en sæk over hovedet og var nu detene holds krigsfange.

”De ny internerede ankom til lejren den 13. december42, og den 13. januar 1943 fjernedes Bentzen som et ned-brudt vrag”, fortæller Madsen. I stedet indsattes en nyfængselsinspektør og forholdene ændredes for de indsatte,indtil fangerne blev udleveret til tyskerne i august 1943.

Albert Scherfig er medforfatter til bogen Brødrene Niel-sen. Breve fra den spanske borgerkrig. �

Fanger i Horserødlejren


Det store bedragDet er åbenbart, at bourgeoisiet i hvert land, men også tvær-nationalt gennem kapitalensunion, EU, søger at skabe betingelser for at komme ud af den kapitalistiske krise og øge profitteni deres koncerner. For dem er det grundlæggende udgangspunkt at opnå så stor reducering sommuligt af arbejdskraften, at begrænse arbejdsgivernes sociale bidrag, at støtte arbejdsgiverne iform af statslige midler, endnu større skattelettelser, flere privatiseringer osv. osv.

Af Panos Apergis (KKE)

� Det er Grækenland – juli 2015 – et eksempel på. Det ladersig ikke skjule af den kampagne, som det socialdemokrati-ske SYRIZA-partis koalitionsregering med det nationali-stiske ANEL gennemfører for at vildlede arbejderne og forat tegne en skønmaleri af deres politik.

Erfaringen fra Grækenland viser, at ingen borgerlig regeringsførelse (uanset, om venstrefløjspartier deltager iden eller støtter den) er i stand til at gøre noget godt forfolket inden for EU’s rammer og inden for den udvikling,som den kapitalistiske vej indebærer.

På trods af de slogans, SYRIZA bruger, følger partieten socialdemokratisk strategi og har fra begyndelsen gjortklart, at man vil forvalte kapitalismen og vil tjene konkur-renceevne og profit ved at følge EU’s strategi, som Tsiprashar kaldt ”de europæiske folks fælles hus”.

Det betyder, at den græske regering, ved hjælp af af-presnings-taktik og illusionsskabelse, fortsætter sin folke-fjendske politik og fastholder de arbejderfjendske tiltag,som tidligere regeringer har indført. Ja, den nuværendeSYRIZA/ANEL-regering er endda gået så vidt, at den ikke engang har gennemført de småløfter, som de to parti-er lovede forud for det valg, som i januar gav dem rege-ringsmagten.

Tværtimod har SYRIZA/ANEL-regeringen i Brux -elles-forhandlingerne fremsat forslag om særdeles fol -kefjendske sparetiltag, der f.eks. omfatter bevarelse af de sparepakker og lovtiltag, som Nyt Demokrati og PASOK indførte, indførelse af yderligere beskatning og nedskrivning af pensionsrettigheder – i alt til en vær-di af ca. 8 mia euro. Disse foranstaltninger svarer til Trojkaens forslag, som modsvarede en værdi på ca. 8,5mia euro.

Det var monopolernes interesser, der var i fokus i forhandlingerne, og derved fremkom de almindelige mod-sætninger mht. til forvaltning af kapitalismen, euro-zonensudvikling og Grækenlands position i den (inkl. et Grexit),der er mellem Tyskland og Frankrig, og mellem USA ogEurozonen og særligt Tysklands fremtrædende rolle i Europa.

FolkeafstemningenDet var på dette grundlag, at den græske regering, lørdagden 27. juni fremsatte forslag i parlamentet om en folke -afstemning, som skulle sikre befolkningens ’Ja’ eller et’Nej’ til Trojkaens sparepakke i stedet for at sætte regerin-gens eget forslag til en spareplan (der i realiteten var detsamme som Trojkaens) til afstemning.

I parlamentet var det kun KKE, der krævede et alternativ,nemlig afstemning om tre spørgsmål:A) ’Ja’ eller ’Nej’ til Trojkaens forslagB) ’Ja’ eller ’Nej’ til regeringens forslag C) ’Ja’ eller ’Nej’ til udtrædelse af EU og ophævelse af alle sparepakker

Regeringen nægtede at gennemføre en afstemning omKKE’s forslag, fordi den ville presse befolkningen og ud-nytte folkeafstemningen til at få godkendt sit eget forslag,dvs. sin egen sparepakke.

Dagen derpåDagen efter folkeafstemningen blev der på initiativ af premierminister Tsipras og med deltagelse af Græ -kenlands præsident, afholdt et møde for de politiske ledere, som yderligere tydeliggjorde den faktuelle si -tuation:

SYRIZA, ANEL, Nyt Demokrati, PASOK og To Pota-mi, dvs. alle de borgerlige partier, underskrev en fælles erklæring, hvor de bl.a. udtrykker følgende:

”Det græske folks seneste dom udgør ikke modstandmod, men støtte til en fortsættelse og en styrkelse af ind-satsen for at opnå socialt retfærdig og en økonomisk bære-dygtig aftale ....”.

På den måde blev det bekræftet, at de borgerlige parti-er under ét er parate til at underskrive en aftale om en nysparepakke i forståelse med Trojkaen, dvs. en tredje ”ven-streorienteret” sparepakke, der ikke adskiller sig fra desparepakker, som de hidtidige borgerlige regeringer, underPASOK og Nyt Demokrati ville gennemføre. Der er blottale om en tredje sparepakke med støtte fra bourgeoisietog EU.


Konklusionerne er følgendeEuropæisk Venstreparti spiller en særlig farlig rolle i ma-nipulationen af arbejdstagere i hele Europa. Eftersom det iSYRIZA’s socialdemokratiske holdninger kunne se enversion af sin egen borgerlige strategi og sin egen positioninden for EU.

Det var disse kræfter, de hyldede folkeafstemningens’Nej’ og opfordrede til støttearrangementer til regeringenfor på den måde at skjule, at der bag facaden var tale omet ’JA’ fra SYRIZA til den nye sparepakke, dvs. et ’Ja’ tilnye tiltag, der vil trække befolkningen ned i endnu dyberefattigdom.

MisinformationHvad enten det var med eller uden forsæt, misinforme-rede Europæisk Venstrepartis medlemmer befolkningernei deres respektive lande. De forbandt den græske rege-rings holdning med et ”forsvar for den folkelige suveræ -nitet”.

Men virkeligheden er, at befolkningen ikke har suve-rænitet, når den udsættes for kapitalkræfternes afpresning,når den mangler mad og arbejde. Og samtidig er offer forkapitalistiske system og hæmningsløse kapitalister, der harmagten over produktionsmidlerne og stjæler den rigdom,arbejdstagerne skaber.

I praksis har SYRIZA’s eksempel endnu en gang bevist, at de såkaldte ”venstreorienterede regeringer” blotforvalter og reproducerer den kapitalistiske udbytning. De skaber illusioner, som afvæbner de folkelige kræfterog dermed bidrager til en efterfølgende styrkelse af dekonservative kræfter, og til højreorienterede regeringers

tilbagevenden til magten. Ek-sempler på dette har vi des-uden set i f.eks. Frankrig, Ita-lien, Cypern og Danmark, ogi Latinamerika.

En holdning, der præsen-terer en udskiftning af euro’en med en nationalmøntfod – f.eks. drachma’en i Grækenland – som en fol-

kevenlig løsning, sådan som forskellige venstrefløjs-grup-per, herunder ledere i SY RIZA, er fortalere for i forbindel-se med den tredje sparepakke.

Man skaber illusioner hos arbejdstagerne. Mønt fodenkan ikke i sig selv løse noget problem for befolk ningen.Den kapitalistiske udbytning vil blot fortsætte, og det vil være den, der bestemmer udviklingen. Nej – det virke-lig afgørende for, hvem der bestemmer udviklingen er,hvilken social klasse, der har magten og produktions -midlerne.

En holdning, der forsøger at fortolke udviklingen vedat præsentere Grækenland som en ”koloni” har intetobjektivt fundament, men ignorerer bourgeoisiets mål oginteresser. Et sådant forsøg tager ikke højde for den ujæv-ne kapitalistiske udvikling og de ulige relationer inden forde kapitalistiske stater.

NATO og EUBourgeoisiets primære prioritering er, at Grækenland skalforblive i NATO og i EU, og det er et bevidst valg at ladesuveræniteten bestå, fordi den tjener til at afskærme kapi-talismen og til at tjene monopolernes interesser inden forde imperialistiske alliancer.

Arbejderbevægelsen er nødt til at bryde med dissekræfter i ethvert land. Den er nødt til at tilføre sin strategiværktøjer baseret på de nuværende krav til klassekamp ogtil at overskride ”mellemstadierne”, hvor udbytnings-sy-stemet bliver forvaltet inden for forskellige afskygningeraf borgerligt demokrati. Arbejderbevægelsen er nødt til atforsvare determinismen i den socialistiske revolution ogkonstruktion. �


Demonstration fredag d. 11. sep. kl. 14.30 på Rådhuspladsen i KøbenhavnArr: Tid til fred – aktiv mod krig, Kunstnere for fred og Fredsvagten ved Christiansborg

Det er 14 år siden, kæmpeangrebet på New York og Washington fandt sted – en hændelse som sidenhar været brugt som undskyldning for – og retfærdiggørelse af den endeløse Krig Mod Terror.

Juli 2002 sagde Tony Blair: ”For at sige det ligeud, så var der ingen måde, vi kunne have fået offentligtilslutning til pludselig at iværksætte en kampagne imod Afghanistan, hvis ikke det var for det, derskete den 11. september. Millioner er blevet og bliver dræbt, invalideret eller drevet på flugt, ogbillioner, 13-cifrede beløb, bliver brugt på disse terrorhandlinger. Nej, nej og atter nej! Nu vil vi ikkefinde os i mere løgn og latin! Vi vil ikke medvirke til mere død og ødelæggelse! Vi vil ikke ofre flere livog milliarder på nye kampfly, overvågningsudstyr og andre angrebsvåben.”


Det prekære arbejdsmarked og tvangsarbejdeAf Annette Mørk

� Den engelske professor Guy Standing – som har en doktor-grad i økonomi – advarer politikerne om faren ved, at wel-fare (velfærd) er blevet afløst af workfare (pligtarbejde).Han forudser, at hvis politikerne ikke tager de nødvendigebeslutninger mod den udvikling, vil der komme en bølgeaf vrede og vold og en større fremkomst af højreekstremekræfter og partier. Han argumenter forat alle borgere skal have ret til en basis -indkomst, som et vigtigt skridt imodworkfare. Basisindkomsten skal væreuafhængig af pligtarbejde, som i dag iflere europæiske lande er et krav for atkunne modtage dagpenge eller socialeydelser. Guy Standing opfordrer politi-kerne om at lave ambiøse sociale refor-mer, i retning af at sikre økonomisksikkerhed som en rettighed.

Millioner af mennesker er en del afet usikkert arbejdsmarked, uden tryg-hed og sikkerhed og hvor fagforenin-gerne må stå sidelinien og føle sigmagteløse. Den situation betyder, at al-le – uanset høj, mellem, lav eller ingenuddannelse – lever med en identitets usikkerhed og man-gel på kontrol over egen tid.

Arbejdsmarkedet i Europa er ved at udvikle sig til, atden arbejdsduelige bliver ansat på projekter, tidsbestemtearbejdsopgaver eller en arbejdsopgave, hvor man ikke fårbetaling for tiden brugt på arbejdet, men at lønmodtagerenfår et bestemt beløb for arbejdets udførelse.

Allerede nu bliver mange arbejdsopgaver udbudt pånettet og der kan “bydes” ind på at påtage sig opgaven,hvilket presser prisen i bund (lønnen).

Tanken om workfare er en model, som James CharlesEvers – da han blev valgt som borgmester i 1968 i Fayette/ USA – fremlagde som en del af sit valgprogram. Hanblev senere guvenør og medlem af senatet. Workfare varen alternativ model til de konventionelle sociale ydelser.

� I dag er workfare en del af det europæiske “velfærds -system” og har erstattet “at stå til rådighed for arbejdsmar-kedet og søge arbejde” til tvangsarbejde eller kurser for atfå dagpenge, arbejdsmarkedsydelse eller/og sociale ydel-ser. Kurserne er i stor grad oprettet af privatpersoner, somlænser kommunekasserne, og “arbejdet” er ofte et fuldtidspligtarbejde, uden rettigheder, betalt langt under mindste-lønnen og samtidigt at være uden rådighed over egen tid.

Selv sygemeldte borgere skal “yde en indsats”, hvilketforringer deres livskvalitet betydeligt, og f.eks. i Danmarker nogle kommuner presset så hårdt, at hvis en borger “ba-re” kan arbejde 2 timer om ugen, er han/hun “for rask” tilat få pension og bliver derfor visiteret til flexjob, som ikkeeksisterer. Dette betyder at syge mennesker bliver parkeretpå kontanthjælp, indtil den dag de kan få pension, hvilketer en milliardbesparelse for samfundet!

Det private erhvervsliv, det offentli-ge arbejdsmarked, landbruget og mangeflere, har ikke været sene ude til at “be-nytte sig af og bruge” arbejdskraft, somikke skal have mindstelønnen og somuden rettigheder er “gratis arbejds-kraft”. Dette er endt op i at ordinærejobs er forsvundet og erstattet af men-nesker, som får arbejdsmarkedsydelseeller en urimelig lav social ydelse ogsom arbejder fuld tid i børnehaver, påplejehjem, i supermarkeder m.m.

I Storbritannien har mange fagfor-eninger og velgørende institutionernægtet at imødekomme “workfare” ord-ningerne. Fagforeningerne har gjort detfordi det undergraver mindstelønnen og

bliver groft udnyttet af private arbejdsgivere og det be-trængte offentlige arbejdsmarked. – Og de frivillige orga-nisationer mener, at det ødelægger “frivilligt” arbejde, nårtvang skal være en lyst til at bidrage.

Da de, som bliver sendt ud i “pligtarbejde” og “alleskal bidrage til samfundet”, ikke kan nægte den tvang, deer underlagt, da det vil betyde at de får frataget deres øko-nomiske almisser – såsom dagpenge eller den socialeydelse – er det vigtigt, at protesterne kommer fra andre. I Storbritannien er “Boycot workfare” en stor bevægelse –med fagforeningerne i ryggen – som laver mange aktioner,såsom at stille sig foran butikker, virksomheder, og offent-lige arbejdspladser som som misbruger workfare arbejds-kraften. Der bliver sat klistermærker på de arbejdspladser,som udnytter workfare og håbet er, at borgerne så vil boy-cotte virksomheden, eller at medarbejderne vil forsøge påat påvirke ledelsen til ikke at bruge underbetalte tvangs -arbejdere – i en tid hvor arbejdsløsheden er stor.

Det er på tide, at der kommer et opgør og et oprør,mod det arbejdsmarked, som er en realitet mange steder,og som vinder større og større indpas.

� Danmark skal også banen: Lige løn og lige retttigheder!Boycot workfare! �


SLAVEHANDELSFORBUDDET:

Tvivlsom humanisme ogudenrigspolitiske overvejelser Danmark anses som en af de første koloninationer, der forbød slavehandel,men hvilke argumenter lå til grund for dette forbud?

Af Albert Scherfig

� Den 18. juni 1791 skriver Ernest Schimmelmann et kortbrev til en ukendt, der beskriver, at slavehandlens fremtidmå overvejes. Schimmelmann fortæller, at han har drøftetsagen med udenrigsministeren A. P. Berstoff, og han un-derstreger, at hensynet til plantageejernes interesser ogejendomsret er højt prioriteret, ja de vil endda få fordeleved en afskaffelse af slavehandlen. Han afslutter med atbemærke, at det ville være fordelagtigt, om sagen ikkekom til høring i Vestindien, da al sandsynlighed talte for,at den vestindiske befolkning ville modsætte sig ethvertinitiativ mod slavehandlen.

Dette betragtes som indledningen til forordningen forslavehandelen af den 16. marts 1792. En forordning, somsenere vil blive betragtet som Danmarks afskaffelse af sla-vehandelen. Kan man med rette kalde den det? Herundervil vi kigge nærmere på, hvad forordningen indebar – oghvorfor.

En finger med i spillet I endnu et brev under titlen Pro Memoria fremgår en ar-bejdsplan til en kommission, kongen er i gang med at ned-sætte. Kommissionen skal undersøge slavehandlen og mu-ligheden for dens ”bedre indretning”. Ved neddsættelsenaf en regeringskommission kunne man undgå, at sagenkom til høring i Vestindien. Kommissionens rapport vil vi-se sig at blive nogenlunde identisk med grundlinjerne i detbrev, Schimmelmann havde skrev allerede måneden før,den bliver nedsat.

Schimmelman fulgte de internationale strømninger, oghavde informanter, som sendte ham omhyggeligt afskrev-ne referater fra Underhusforhandlingerne i det britiskeparlament. Schimmelmann forstår, at englænderne er tætpå en afskaffelse af slavehandlen. Den eneste grund til, atdet endnu ikke er blevet vedtaget er at abolitionisterne øn-sker en øjeblikkelig afskaffelse, hvilket han noterer sig.Set i lyset af, at et engelsk forbud på sigt vil tvinge etdansk forbud igennem foreslår han, at Danmark hastigtselv forbyder slavehandlen.

Han er pragmatisk, efter en kort beskrivelse af slave-handlens inhumanitet går han direkte til det mere presse-

rende spørgsmål: Hvordan kan plantagekoloniernes driftopretholdes uden tilførslen af slaver?

Dette skal ses i lyset af den demografiske situation påøerne. Der var langt højere dødelighed end fødselsover-skud. Dette skyldtes ifølge Schimmelmann et undertal afkvinder og en for hård behandling af slaverne. Hans løs-ning var derfor kort sagt, at der var brug for en frist elleren tilvænningsperiode før forbuddet skulle træde i kraft,og under denne frist skulle der indkøbes en hel masse sla-ver, som skulle fragtes til Dansk Vestindien, og statenskulle yde høje lån til plantageejerne for at fylde planta-gerne op. På denne måde er det muligt at ophæve slave-handlen uden økonomisk tab.

Schimmelmann kommer til den konklusion at slave-handlen kan ophæves til fordel for Danmark. Både presti-gemæssigt ved at være det første land der gennemføredenne reform, men også ved at Danmark på denne mådekan ophæve slavehandlen uden økonomisk tab. På dennemåde ville Danmark sikre sig en tiårigperiode med frisla-vehandel som var accepteret af det internationale sam-fund. Samtidig har historikere peget på, at danskerne meden tiårig overgangsperiode ville have fået en blomstrendeslavehandel med sidste chance for fortjeneste, hvis Eng-lænderne havde afskaffet deres slavehandel øjeblikkeligtda debatten var oppe i 1791. Det var kun af uforudsete år-sager, dvs. at England kom i krig mod Frankrig i år 1792-1802 at England først afskaffede sin slavehandel så sent.

Kommissionen Kommissionens medlemmer bestod foruden Schimmel-


mann selv og hans sekretærE. P. Kirstein af en rækkehøje embedsmænd. Schim-melmanns antagelser be-kræftes af kommissionen,det vil være vanskeligt atfortsætte den danske slave-handel, hvis England afskaf-fede sin.

Det mest centrale argu-mentet om at slavebefolknin-gens reproduktion kan over-flødiggøre slavehandlen medøkonomisk gevinst, bliver udfoldet og undersøgt og fristensættes til ti år. Kommissionen mener, at det ville være mu-ligt at få sat antallet af slaver på St. Croix op fra 21.840 til30-45.000, som man mente, der skulle til, for at slavebe-folkningen kunne reproducere sig selv med naturligt fød-selsoverskud. Kommissionen konkluderer også, at dendanske slaveeksport fra kysten Guinea var konjunkturbe-stemt og kun gav overskud så længe de andre store sla-veimperiers flåder var beskæftiget andet steds, som underden amerikanske frihedskrig fra 1776 til 1783. Konklusio-nen var klar: dansk slavehandel gav ikke overskud og hav-de ingen fremtid.

Samtidig kommer kommissionen med en række re-formforslag til at forbedre slavernes kår, da kommissionenmener at nye indkøb af slaver ikke måtte stå i vejen forslavernes kår.

Altså kan man i kommissionens betænkning både findeøkonomiske, udenrigspolitiske og humanistiske argumen-ter for afskaffelsen af slavehandlen.

Forordningen Selve forordningen udkommer den 16. marts 1792, den erganske kort og består af en kort fortale og seks kortfattedeparagraffer. Indholdet lægger sig op af kommissionensøkonomiske konklusioner. Det bliver fremhævet, at kon-gen har ladet situationen undersøge og konklusionen erklar, det er både muligt og fordelagtigt for plantagekoloni-erne i Dansk Vestindien at undvære slavetilførslen. Detbesluttetdes, at dansk slavehandel over Atlanten skulleforbydes til år 1803. Under denne tiårige periode måtte al-le nationer tilføre slaver til øerne og tilførsel af kvindeligeslaver skulle ikke beskattes.

Bemærkelsesmæssigt nok har ingen af kommissionensargumenter i forhold til bedre behandling af slaverne fun-det frem til forordningen, selvom den skulle fremme mu-ligheden for, at øerne blev selvforsynende med slaver. Ifortalen nævnes der kort, at det ville ”være velgiørende oggavnligt” om slavehandlen kunne undværes, og kun me-get indirekte i paragraf et kan man spore humanismen.Her bestemmes det at slavehandlen fra begyndelsen af år

1803 vil være forbudt, ogman vil derfor ikke kunneerhverve sig nye slaver efterden dato.

Gennem en trussel om, atslavehandlen forbydes prø-vede man at appellere tilplantageejernes rationelle ogøkonomiske sans.

Der er intet direkte ind-greb. I kommissionens be-tænkning kommer dette ogsåtil udtryk. Ejeren råder uind-

skrænket over sine slaver, ejendomsretten er ukrænkelig.Kernen i forordningen bliver derfor at øge slavebefolknin-gen gennem store indkøb af slaver, som finansieres gen-nem fordelagtige statslige lån.

Forordningen indeholdt heller ingen sanktioner forovertrædelse af forordningen, hvilket senere skulle bliveet problem.

Schimmelmanns sekretær Schimmelmanns sekretær, Kirstein, skriver en artikel tiltidsskriftet Minerva i april 1792 omhandlende afskaffelsenaf slavehandlen. Her kan vi se, hvordan forordningen bli-ver introduceret til det danske borgeskab i 1792.

Kirstein indleder med at gennemgå nogle internationa-le strømninger, som den danske regering må være op-mærksomme på. For det første, at England har afskaffetslavehandlen netop nu, hvilket ikke er helt rigtigt.

For det andet fortæller han om situationen i Frankrig,her er gæringen efter revolutionen stadig så stor, at det ersvært at forudse, hvad deres holdning til slavehandlen en-der med at være.

Han nævner i denne sammenhæng også oprøret på øenSt. Domingo, som tidligere havde været en af de mest lu-krative sukkerøer i Vestindien. I 1791 startede et slaveop-rør mod det koloniale styre, der kom til at vare indtil1804. I Kirsteins fortolkning af begivenhederne fungererslaverne imidlertid ikke som andet end værktøj mellem dehvide rivaliserende herres hænder. Hvilket på hans tid varen meget normal tilgang til slaverne. Det er først langt se-nere, at man er begyndt at opfatte de sorte slaver sommennesker, som var i stand til at handle ud fra deres egneinteresser.

Efter de internationale overvejninger understreger han,at regeringen vil handle besindigt og eftertænksomt i for-hold til et emne af så stor vigtighed:

”Det kunde altsaa formodes, at, naar ogsaa herSpørgsmaalet om Negerhandelens Afskaffelse kom underOverveielse, det ei vilde afgiøres uden saadan Varsomhed,at Vestindiens Indbyggeres Fordel paa alle Maader vildeblive skaanet, ja saavidt muligt fremmet derved.”

�


Den vestindiske befolkning kan måske endda tjenepenge på afskaffelsen, skriver Kirstein. Det er hvad kom-missionen skulle undersøge, de internationale politiskestrømninger og økonomisk sikkerhed for plantageejerne idansk Vestindien. De økonomiske overvejelser skal sessom signalværdig om at denne reform samtidig skal værefordelagtig for plantagesamfundet på de vestindiske øer,men Kirsteins artikel, som først senere lægger op til enideologisk og humanitær tolkning af årsagerne til afskaf-felsen, viser i indledningen, at lovforslaget først og frem-mest var udtryk for Danmarks nationale positionering i forhold til det internationale regi, altså England ogFrankrig.

Humanistisk incitament De humanitære argumenter fungerer som en salgsmetodeaf et lovforslag som af internationale årsager ud fra samti-dens optik var uomgængelig, men som kunne gennemfø-res uden økonomisk tab. Historikeren Green-Pedersenfremhæver dette citat:

”Med en taskenspillers behændighed havde Schimmel-mann skabt den illusion, at denne problematiske frem-gangsmåde, der i overgangsperioden ligefrem udsattepræmie for hensynsløs menneskejagt, var humanismenstriumf.”

Meget centralt stilles der her spørgsmålstegn ved dethumanistiske incitament. Green-Pedersen karakterisererSchimmelmann som ”en pragmatisk realpolitiker, der ger-ne ville gradvise reformer, hvis blot man havde råd tildem.” Her bliver Schimmelmann fremstillet som en ide-alist med en del forbehold.

Forordningens konsekvenser Det lykkedes heller ikke den danske model at løse de de-mografiske problemer i løbet af den tiårige periode. Da deti år var gået, var slavebefolkningen stadig ikke stor noktil at kunne reproducere sig selv. På trods af at der er regi-streret en eksport af 30.000 slaver på danske skibe i perio-den fra 1793-1806. Den kønslige fordeling var ikke blevetudlignet, slaverne blev ikke behandlet bedre og derfor vardødeligheden ikke faldet, og gravide aborterede stadig pågrund af fysisk mishandling. Slavehandelskommissionenhavde skrevet en del om slavernes dårlige forhold og varkommet med en række ideer til, hvordan dødelighedenville kunne sænkes og fødselsraten kunne hæves. Men detlykkedes at afværge alle ønsker om humanitære reformerfor slaverne på de vestindiske øer, men ”Derimod var manpå øerne ganske anderledes positivt indstillet overfor ud-sigten til lån til at købe nye slaver for.” Men som en sene-re generalguvernør, P. L. Oxholm udtalte.

”De [slaveejerne] gjorde jo kun brug af deres lovligeret, når de søgte at få så meget som muligt ud af deresejendom.”

Det var hele tidenumuligt at overskrideejendomsretten, ogdet blev gang pågang fremhævet, atkun slaverejernes fri-villighed var vejenfrem.

Udskydelse affornud? Plantageejere og sla-vehandlere lavede

flere forsøg på at få forlænget overgangsperioden, det varmed stor sandsynlighed kun fordi England endelig fik de-res forbud igennem, at det danske forbud blev opretholdt.

Forudsætningen for, at det overhovedet var muligt atsætte spørgsmålstegn ved forbuddet var, at diskussionenikke handlede om den humane eller etiske tilgang til sla-vehandlen:

“Spørgsmaalet er heller ikke om Negerhandelens Ret-færdighed og Billighed, men alene dette: Vil Negerhande-lens Ophævelse have Sukkerdyrkningens Formindskelse,ja maaske Ophørelse i Tiden til Følge?”

Det var hele tiden økonomien der var i centrum. Derfor kunne 75 plantage ejere i 1802 indgiveen appel om at få forlænget overgangsperioden, med argu-menter, der skulle vise at afskaffelsen af slavehandlen ikke fungerede ordentligt. Det vil sige, at det kunne endnuikke betale sig rent økonomisk at afskaffe slavehandlen.Det må derfor fastholdes at der først og fremmest ikke varhumanistiske overvejelser, men økonomiske og udenrigs-politiske overvejelser der styrede beslutningerne i Dan-mark.

Selv den tidligste slavehandelsdebat ikke var så ideolo-gisk betonet, at der blev krævet et direkte brud med detetablerede slavesamfund. På trods af de humanistiske ogmedmenneskelige tilgange slavehandelskritikerne havdeover for slaverne, opretholdt de alligevel i det store og he-le en konsensus med fortalerne om ikke at udfordre ellerrykke ved det økonomiske system. Vi har på intet tids-punkt set eksempler på opfordring til direkte indgreb i sla-veejernes ejendomsret for at stoppe eksempelvis mishand-ling. Debatten har langt hen af veje cirkuleret om slavee-jernes egen velvilje.

En tvivlsom humanisme Den danske selvopfattelse er i høj grad baseret på en fore-stilling om det lille land, der går forrest i kampen for etbedre samfund. Dette genfinder vi i aktuelle debatter, somden om vores undervisningssystem ift. det kinesiske, vo-res miljøpolitik, og således også vores historie. Undersidstnævnte fremhæves ofte det danske slavehandelsfor-

�


bud, altså at Danmark var den første kolonimagt, der ind-fører en afskaffelse af slavehandelen.

Dette er dog ikke helt den virkelighed, man genfinder,hvis man kigger på det historiske materiale, der er tilgæn-geligt i dag. Hverken i debatten op til afskaffelsen, somvar meget snæver og moderat, og ikke satte spørgsmåls-tegn ved slavehandelsinstitutionen som økonomisk sam-fundsfundament eller for den sags skyld slaveriet, menderimod kun kritiserede den transatlantiske overførsel afslaver til danske kolonier. Heller ikke i selve forordnin-gen, er der overhovedet anslag til lovgivning om behand-lingen af slaver, den er blot er et udtryk for økonomiskeinteresse for at sikre dansk slaveindustris opretholdelse idet perspektiv, at udenlandske strømninger kan vise sig atblive kritiske for denne grundsten i den danskvestindiskeøkonomi. Og alligevel lykkedes det hverken at gøre kolo-nierne selvforsynende med slaver eller at skabe bedre vil-kår for disse.

Det er altså tydeligt i det historiske materiale, at manforsøger at skabe international anerkendelse af Danmarkgennem en forordning, der i virkeligheden er baseret påslaveejernes kyniske interesser.

Alligevel er det en historie, der i dag bruges i en sam-menhæng, den ikke værdiger i den danske selvfremstil-ling, som værende menneskerettighedernes, Grundtvig ogdemokratiets land. Under påskud af at være en forsimpletudgave af den reelle historie, er det den pyntede version,jeg selv har mødt i folkeskolen. Og det er på den mådeblevet en fortælling, der er med til at skabe vores nationa-le identitetsfølelse. Det er vigtigt at være kritisk overforhistorien – især den, vi alle har på rygmarven.

Albert Scherfig, Redaktør på Forlaget Nemo og medfor-fatter til bog Brødrene Nielsen – breve fra den spanskeborgerkrig. �

K-Festival i Nørrebroparken v/ Hellebæksgade

Den 15.–16. august er der K-Festival.

� Festivalen begynder lørdag kl.14.00, hvor det kurdiske pris-belønnede band Nûpelda åbner festivalen. Andre musikal-ske indslag er Gangerpilt, Benny Holst, Travelling Band,Peter Abrahamsen og mange flere.

Mad og drikkevarer kan købes billigt i ”Det sorte får og det røde svin”. Der vil være talere af Johanne Langdahl Christensen fra Folkebevægelsen mod EU, Carsten Andersen fra ”Nej tak til nye kampfly”, MikkelHammer Nonboe fra PROSA, Brian Olsen fra 3F Aalborg,Dennis Krisensen fra FOAsamt af formanden for KPID:Arne Cheller.

Mange organisationer deltager med en bod: ”Folke be væ -gelsen mod EU”, ”Dansk-Cubansk forening”, ”Horserød-Stutthof foreningen”, ”Dagbladet Arbejderen”, ”Venskabs-foreningen Korea”, hjemløseorganisationen ”SAND” m.m.Kunstteltet med de mange flotte præmier er (igen) som altidpå plænen og der er kaffe og kage i Madam Rød, trylle-show for børnene, loppemarked og meget, meget mere. �

Se programmet på www.kommunisterne.dk


KatastrofekursI 1776 begyndte en skotsk ingeniør James Watt at perfektionere og fremstille en maskine derrevolutionerede verden. Dampmaskinen så dagens lys. Før denne tid klarede man sig med energifra vand og vind. Men det betød også, at nu kunne den industri der var, flytte hvorhen den ville. Den var ikke længere afhængig af vand. Den var fri til at flytte hvorhen den ville. Også derhenhvor arbejdskraften var billigst. Skibene kunne sejle når som helst, og hvorhen de ville. Kullet varkommet for at blive. Opfindelsen startede den katastrofekurs som vi dag befinder os midt i.

Af Tonny Warming

� Den globale opvarmning er et stigende problem, som kræ-ver en grundlæggende omstilling af vort samfund. En om-stilling, der ikke kun vedrører selve forureningen. Detkræver også en grundlæggende ændring af økonomien, såman er i stand til at bekæmpe fattigdom, hungersnød ogarbejdsløshed. Sikre rent vand, uddannelse og sundhed tilalle.

Det er ikke svært at se for sig, at klimaforandringer vilgøre store dele af vores jord ubeboelig. Vi vil se at fattig-dom og ulighed blive så voldsom, at den vil udløse massi-ve folkevandringer. Vi vil se, ikke bare 50 millioner, men5–600 millioner, som vil nødt til at flytte sig, fordi dereslande, eller områder bliver gjort ubeboelige, enten af tørkeeller oversvømmelser.

”Ifølge FN’s Department of Economic and Social Af-fairs har man set på, hvad det vil koste menneskeheden atbekæmpe fattigdom, øge fødevareproduktionen for at ud-rydde sult uden at ødelægge jord- og vandressourcer, samtundgå en klimakatastrofe. Prisen løber op i 1,9 trillionerdollar (1.900.000.000.000 dollar) om året i de næste 40 år.Mindst halvdelen i udviklingslandene”. (Naomi Klein ”In-tet bliver som før” s 110 forlag Klim)

Det er svært at tælle så langt. Er det overhovedet mu-ligt at få fat i så mange penge? Det forudsætter, at der bli-ver ført en helt andet økonomisk politik, ikke kun her,men i hele verden. Men økonomien vender vi tilbage til.

Opvarmningen På klimatopmødet i København underskrev de største for-urenere, inklusive USA og Kina en ikke bindende aftale,hvor man ville forsøge at holde temperaturstigningerne un-der to grader celsius. Temperaturen er indtil nu steget med0,8 grader, siden den industrielle revolution. Verdensban-ken skrev i 2012 ”Efterhånden som den globale opvarm-ning nærmer sig, eller når ud over de to grader celsius vilder være risiko for, at det sætter gang i nogle ikke-lineæreubalancer. Eksemplet kunne være afsmeltningen af iskap-pen på Vestantarktis, som ville føre til en hurtigere stigningi havenes vandstand, eller udbredt skovdød i Amazonas,der på dramatisk vis ville ændre yderligere til den globale

opvarmning i det 21. årh. og påvirke hele kontinenter”. Det man frygter nu er temperaturstigninger på fire gra-

der, ja nogle forudser endda helt op til seks grader celsius.En stigning på fire grader vil medføre havstigninger

verden over på to meter, måske endda mere. Det vil fåkonsekvenser for en del østater, samt en del kystnære byersom Boston, Los Angeles, London, Mumbai og HongKong.

Samtidig vil de hedebølger, der kan tage livet af tu-sindvis af mennesker, gå hen og blive hverdagskost omsommeren. F.eks. var der en hedebølge i Frankrig i 2003hvor 15000 mennesker omkom. Ikke kun varmen vil fåkonsekvenser for afgrøderne på markerne, også over-svømmelser og tørke, udbyttet vil falde drastisk. Læg der-til de epidemier og folkevandringer der vel eller kan blivefølgen. Dertil kommer orkaner, skovbrande.

Alternativ energiVerdens lande har lovet hinanden at de fossile brændstof-fer skal være helt udfaset i 2050. Til den tid skal vi haveen bæredygtig verden, med alt hvad det indebærer. Omdet sker vil kun fremtiden vise.

Danmark har stillet som mål, at vores vindmøller skaldække 50% af vores elforbrug i 2025. Afhængig af hvil-ken undersøgelse der er lavet, så dækker vindmøller etsted mellem 34–40 % i dag, vores el-produktion. Ud overdet, så sparer hver vindmølle atmosfæren for ca. 1200 tonsCO2. Det er jo alt sammen fint nok.

Men skal der bygges nye vindmøller, er det efter kon-kurrencestatens principper. Energistyrelsen nye krav om engigantisk omsætning sørger for at det kun er de store derkan byde ind. Politiken d. 17. juni skriver ”Men folkenebag projektet Vind & Velfærd, der har fået den ide at skabeet folkeejet selskab, som kan bidrage til udbygningen afden vedvarende energi i Danmark. Med to almennyttigefonde i ryggen var selskabet parat til at byde på de kystnæ-re vindmølleparker, som energistyrelsen – det vil altså sige


staten – har sendt i udbud. Men Vind &Velfærd slap ikkeigennem nåleøjet, da styrelsen i sidste uge havde tre andreansøgere, der blev godkendt til at komme med et konkretbud. Forklaringen var efter alt at dømme, at Vind & Vel-færd ikke levede op til udbudsmaterialet med krav om enårlig omsætning på mindst 4 milliarder kroner”. Det bety-der at kun store firmaer som f.eks. Dong der kan byde.

Formålet med denne øvelse er at udelukke mindre an-delsbrug, foreninger eller anden form for sammenslutnin-ger i at kunne deltage, således at der kan laves strøm tilden laveste pris. Foreninger som ikke drives af et profit-motiv. Derimod er der sikret profit til store firmaer og de-res aktionærer.

Solenergi dækker op til 14% af Danmarks elforbrugnår solen skinner, og jordvarme har det ikke været muligtat finde ud af hvor meget det dækker af vores forbrug. Men der skyder flere og flere solcelleanlæg op herhjemme.

ForureningHer til lands er der ikke mangel på forurenede grunde. Derligger i tusindvis af parcelhusgrunde rundt omkring, somer forurenet. Vi har alle sammen hørt om hvor svært detkan være at få renset vores private grund, hvor der tidlige-re har ligget industri. Der må ikke dyrkes grøntsager i ha-ven, og ungerne må ikke lege der. Det kan tage op til flereår inden den forurenede jord bliver fjernet. Forurenerenkommer aldrig til at betale.

En af de mest kendte er vel nok Cheminova. Virksom-heden producerer insektbekæmpelsesmidler og ukrudtsbe-kæmpelsesmidler. Det betyder at der i dag ligger 300.000ton kemikaliespillevand i Kærgård Klitplantage, som fårlov til at forurene fjor og hav, samt trænge ned i grundvan-det. Den har været ejet af Århus Universitets Forsknings-fond. I dag er den ejet af FMC Corporation, som købtevirksomheden for 8,5 mia. kroner. De danske skatteydereskal betale for rensning af jorden.

En anden stor forureningskilde er landbruget. De harmeget på samvittigheden. Kvælstofudvaskning. Det størstemarkbidrag til vandmiljøet er udvaskning af nitrat – kvæl-stof til grundvand og vandløb. Grundvandet kan blive såforurenet af nitrat, at det ikke kan bruges som drikkevand,og nitrat kan øge algevæksten i havet og søer, så der opståriltsvind. Nitratforurening opstår, hvor gødningen ikke bli-ver udnyttet fuldt ud af afgrøderne. Det ubrugte overskudvaskes ud med efterårets regn. Markbidraget er langt denstørste kilde til nitratforurening af grundvand og hav.

Der kan også komme betydelige mængder fosfor ud ivandet fra de dyrkede marker. Fosfor kan skylle med jordud i vandløbene ved regnskyl.

Nogle af de bekæmpelsesmidler man bruger til at be-kæmpe skadedyr, ukrudt og sygdomme med, forurener og-så omgivelserne. Mange steder kan man spore rester af be-kæmpelsesmidler i grundvandet.

Ammoniak, der fordamper fra husdyrgødning, er enstor kilde til atmosfærens forurening med kvælstof. Dansklandbrug er årsag til at der må lukke i hundredvis af drik-kevandsboringer hvert år.

Landbrugets koster det danske samfund dyrt. Ammoni-ak – dampe fra landbruget er sammen med os fra biler ogkulkraftværker en stor dræber. ”Hver år koster forurenin-gen 3.400 liv – men landbrugets andel blandt dødsfaldeneer overraskende højt. Landbrugets andel af dødsfaldene ersåledes dobbelt så stor som andelen af dem,

Der bliver syge af bilos. Luftforurening koster hver årsamfundet hvad der svarer til 28 milliarder kroner”. SigerJørgen Brandt fra Danmarks Miljøundersøgelser til Jyl-landsPosten.

Som om der ikke er forurening nok af jord og luft, såer der kommet en ny forureningskilde til Danmark. INordjylland ved Dybvad bores der efter skifergas. Nårman udvinder skifergas, så sker det en metode, der hedderhydraulisk frakturering – også kendt som fracking. Vedfracking pumpes der store mængder sand og vand blandetmed kemikalier ind i alunskiferen. Det laver sprækker iskiferen, så metangas bliver frigivet og kan føres tilbageop gennem boringen med returvandet. Ved fracking i USAhar man brugt over 700 forskellige kemikalier, hvorafmange er giftige, mutagene samt allergi- eller kræftfrem-kaldende. Fracking kan også udløse mindre jordskælv, ik-ke så store at de kan mærkes på overfladen, men store noktil, at de øger risikoen for gasudslip.

Det naturskønne område ændrer sig fuldstændigt. Bo-retårne er skudt op, nye veje anlagt, og støjende lastbilervil suse frem og tilbage med giftigt affald. Endnu mere ab-surd bliver projektet, når vi nu ved, at vi i 2050 vil have osfrigjort af fossile brændstoffer. Siden det blev kendt, at detfranske Total, og dansk statsejede Nordsø-fonden, har ak-tivister slået en teltlejr op ved åstedet.

Økonomi ”Vores generation er den første, der har chancen for at ud-rydde fattigdom i verden. Vi er også den sidste, der harmulighed for at redde planeten”. Sådan indledes FN’shandlingsplan. Planen forsøger at gøre op, med alle dedårligdomme som præger verden. Sult, fattigdom, ulighed,forurening, klimaforandringer, sygdom, analfabetisme. Li-sten over uretfærdigheder er lang.

For at det kan realiseres, kræver at vi lægger vores po-litik om. Det gælder økonomisk, socialt og miljømæssigt.

Der var ikke megen slinger i valsen da man efter ter-rorangrebet mod USA i 2001 indførte et verdensomspæn-dende ”krig mod terror”. Det er nogenlunde den sammeslags overvågning der skal til for at forhindre skattesnyd.

Der må være mange penge at hente hos dem. 1% derejer 50% af verdens værdier. Disse mennesker betaler ik-ke, eller kun meget lidt i skat. Det samme gælder for de

�


multinationale selskaber. Landene de opererer i, ser ikkeen krone i skat. Tag f.eks. Corydons salg af Dong til Gold-man Sacks.

Der var heller ikke noget i vejen, da man skulle findepenge til at redde bankerne, i stedet for at nationaliseredem. Man kan også hente penge ved økonomiske transak-tioner, også kaldet Tobin-skat.

Sidst jeg skrev om flygtninge var der 51 millioner. Idag er ca. 60 millioner. Det skyldes krige, hvoraf Dan-mark har deltaget i flere. Men mange af dem er intern for-drevne fra deres hjem, da deres land er blevet opkøbt. Ho-vedsagelig i Afrika.

Verdensbanken og IMF, er skyld i mange af den øko-nomiske situationer mange lande befinder sig i. Kraveneom privatiseringer og liberalisering af økonomierne harværet ødelæggende for disse lande som har været tvungettil at låne penge af IMF. Vi ser det i dag på Grækenlandhvor trojkaen (IMF, EU og ECB) forlanger privatiseringeraf alt statsligt. Kolossale nedskæringer i den offentligesektor, beskæringer i løn og pensioner. Det vil, hvis græ-kerne accepterer det, være den direkte vej nedad, og ikkeføre til vækst.

I Spanien, som befinder sig i nogenlunde samme situa-tion, smider man stadig folk på gaden, som ikke er i standtil at betale huslejen. I øjeblikket er der tre millioner tom-me lejligheder. Det er jo det glade kapitalistiske vanvid.

Hvem har sagt det offentlige ikke produkserer over-skud. Ved at privatisere, presses løn og arbejdsforhold.Samtidig er det offentlige der skal rydde op, når de for-skellige firmaet går konkurs.

En anden ting der er ren gift for en bæredygtig udvik-ling er vise former for frihandelsaftaler. Den aftale, somEU i øjeblikket forhandler med USA, den såkaldte TTIP –handelsaftale. Selve aftalens indhold søges hemmelig-holdt. Dog er der sluppet noget ud. ”TTIP vil medføremellem 680.000 og 1,3 millioner jobtab i EU-landene.USA vil anslået miste mellem 325.000 og 715.000 job”.

Med aftalen for vi i tillæg den såkaldte ISDS-klausul.”Med den får private virksomheder ret til at sagsøge landeog regeringer med krav om erstatning, hvis firmaerne be-viseligt har mistet profit i det enkelte land på grund af denye love”.

Sideløbende forhandles en frihandelsaftale mellem 50lande, heriblandt EU, kaldet TISA (Trade in Services Ag-reement). Den aftale vil ”medføre et øget privatiserings-pres på alle former for offentlige tjenesteydelser, som ek-sempelvis sundhed, uddannelse, vand med mere, og yder-ligere deregulering af private tjenesteydelser, herunderbanksektoren”. (Forskellige nr. af dagbladet Arbejderen)

Grund til lidt optimismeEn opsigtsvækkende dom i Holland, kan gøre det letterefor miljøorganisationerne. Den hollandske organisation

Urgenda, havde sagsøgt staten for ikke at gøre nok i kam-pen mod klimaændringer. Holland mener at det er nok atnedsætte CO2-udslippet med 17–17% mellem 1990 og2020. Dommer Hans Hofhuis, dømte den hollandske stattil at reducere udledningen til 25%, og henviste i sin domtil Danmark.

Det har sat gang i flere miljøorganisationer rundt om-kring på kloden, til at forsøge det samme. (Politiken 25.og 28. juni 2015)

På verdensplan sker der også noget ifølge REN21 somstår for Renewable Energy Policy Network for the 21rstCentury. Kina er i disse år den ubestridte verdensleder ivedvarende energi. Samlet set voksede udviklingslandenesinvesteringer med hele 36% fra 2013 til 2014, mens indu-strilandenes investeringer voksede med 3%. Det betyder,at udviklingslandene sidste år investerede næsten lige såmeget som industrilandene. Der investeres i vandkraft,biomasse, solcelleanlæg, samt udbredelse af solcellelam-per. Burundi investerede 16 milliarder i solcelleanlæg,som ikke er tilkoblet el nettet. Det kan være enkelte boli-ger, skoler, kliniker osv.

Greenpeace lægger heller ikke skjul på deres glæde.”For første gang nogensinde voksede fornybar energi hur-tigere end fossil energi sidste år. Det kan og må blive be-gyndelsen på en ny æra”. (Politiken den 28. juni 15)

InspirationskildenDenne artikel er inspireret af Naomi Kleins bog ”Intet bli-ver som før”. Her er en lille smagsprøve på en af de læng-ste forureninger.

”Siden dørene blev slået op på vid gab for fremmedeinvestorer lige før afslutningen af det britiske koloniherre-dømme, har olieselskaber pumpet for hundredvis af milli-arder råolie ud af Nigeria, det meste af det fra Niger-delta-get, samtidig med at man har behandlet landets jord, vandog dets befolkning med utilsløret nedladenhed. Spildevan-det blev hældt direkte ud i floder, vandløb og hav; kanalerud til havet blev gravet på må og få, så dyrebare fers-kvandsressourcer blev blandet med saltvand, mens rørled-

ningerne lå oven på jordenuden at vedligeholdt og læk-kede olie i tusind af tilfælde.Man har ofte henvist til stati-stikker, der viser, at der hvertår blev spildt lige så megetolie i deltaet, som den mæng-de, der løb ud af Exxon Val-dez i Alaska, og det har vel atmærke, stået på i hen vedhalvtreds år og har forgiftetfisk, dyr og mennesker”.

Køb eller lån bogen og læsden. Virkelig en god bog. �

�


ANMELDELSE

Ruslands sorte oktober� Aksel V. Carlsen, den kendte Sovjet-og Ruslands-kender, harfor kort tid siden udgivet bogen ”Ruslands sorte forår”Den er på alle måder en vægtig bog. I omfang (616 sider)men ikke mindst i indhold.

Det er en sjældenhed i disse tider, at der udkommer enbog om den nyere russiske historie, skrevet med indsigt ogviden om det, han skriver om. Alene derfor kan bogen an-befales på det varmeste til de – forhåbentlig mange – somgerne vil vide mere end det NATO-pressen disker op medaf halve sandheder og hele løgne.

Derfor bringer vi her i uddrag Forlaget Solidaritets om-tale af bogen.

”Medierne producerer massiv russer-angst i denne tid.Rusland og refleksen er: ”ondsindede fjender” der ”vorsikkerhed og de frie verden.”

Men i 1990-erne var Rusland åbenbart et ”normalt”land og daværende præsident Boris Jeltje en ”ægte demo-krat”. Efter 70 års kamp mod Sovjetunionen med militærinddæmning og interventioner havde Vesten dengangpludselig ændret holdning: Kapitalismens største udfor-drer var i 1991 blevet opløst, Vesten havde vundet DenKolde Krig og demokratiet holdt sit indtog i det tidligereSovjetunionen.

Et blik på Jeltsins handlinger viser dog et andet billede.Før han tog fat, havde der hverken været et folkeligt kravom at overdrage samfundsskabte værdier til en gruppe rig-mænd, øge social ulighed, opløse Sovjetunionen eller førekrig i Tjetjenien. Nok bidrog han til at ruske i det sovjeti-ske system, men det var ikke ham, der indførte frie valg,ytringsfrihed eller markedsøkonomi.

Efter Sovjetunionens opløsning havde der i 1991–1992ulmet en grundlæggende samfundskonflikt. Det viste sigklarest i 1993 mellem et legitimt parlament og den ligeså

legitime præsident. Jeltje løste konflikten ved – med ac-cept fra Vestens ledere – at give ordre til den 4. oktober1993 at bombe det demokratisk valgte parlament. Over150 mennesker blev dræbt.

Og da parlamentet var ryddet af vejen, fik Jeltje sikretsin magtposition og vedtaget den forfatning, der i dag ud-gør rygsøjlen i Putins styre.”

Læs bogen og bliv klogere.Anbefales kraftigt af Anton Nielsen. �

Aksel V. CarlsenRuslands Sorte Oktober.616 siderUdgivet på Forlaget Solidaritet.

Pris 160,- kr. + porto

ANTIFASCISTISK FORUM PÅ NETTET

På foreningens hjemmeside: www.antifascistisk-forum.dkkan du finde de gamle numre af bladet, helt tilbage fra 2008.

Redaktionen

Returadresse: Anton Nielsen, Rughavevej 7, 2500 Valby

august 2015 - antifascistisk forum · favoritten er det amerikanske ”john strike fighter fly –...

Documents