altmuligmanden af aminatta forna

ALTMULIGMANDEN

Tiderne_Altmuligmanden_P.indd 1 06/03/15 14.56

Af Aminatta Forna på dansk

Til minde om kærligheden. Roman, 2012


aminatta forna

altmuligmandenRoman

Oversat af Vibeke Eskesen

TIDERNE SKIFTER


AtlmuligmandenOversat fra engelsk efter „The Hired Man“

Copyright © Aminatta Forna 2013Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2015

Published by arrangement with Bloomsbury Publishing PlcForlagsredaktion: Claus Clausen

Sats: An:Sats, EspergærdeTryk: Holm Print Management, Tjele

ISBN 978-87-7973-723-5

Udgivet med støtte fra

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København KTlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91

e-mail: [email protected] · www.tiderneskifter.dk


Til Mo


7

I

September 2007

I skrivende stund er jeg seksogfyrre år. Mit navn er Duro Kolak.

Laura ankom til Gost den sidste uge af juli. Jeg var den første, der fik øje på hende den morgen, hun kørte ind i byen. Fra bakkeskrå-ningen har man udsigt over vejen, en af de tre der fører ind til byen: den ene direkte nordfra, den anden og tredje fra henholdsvis sydøst og sydvest. Bilen kom kørende fra sydvest, på vejen fra kysten. En tidlig sol havde gjort det af med det meste af morgendisen, og en dag som denne kunne friste vildtet til at forlade skoven og komme ned fra højdedraget, så jeg var vendt om og gået tilbage for at hente min riffel, selv om det ikke var i jagtsæsonen.

Jeg havde fundet et passende opholdssted og taget min morgen-mad frem. På en gren i et træ tog en tyrkerdue sig et hvil skjult for den falk, der svævede på himlen. Det var, mens jeg fulgte fuglen gennem sigtet, at jeg fik øje på bilen. En stor, forholdsvis ny fire-hjulstrækker, der kørte meget langsomt ned ad en fuldstændig øde vej, som om føreren ledte efter en skjult indkørsel. Jeg sænkede riflen og fulgte køretøjet, men vinklen og solreflekserne gjorde det umuligt at se, hvem der sad bag rattet.

En time senere var jeg på vej hjem med riflen og en tom taske. I stedet for at skyde genvej gennem den lange mark blev jeg gående


8

på vejen, til jeg nåede det blå hus. Der stod en række træer i skellet foran huset; jeg havde set de tre af dem vokse til og blive højere end tagrygningen, det fjerde var gået ud for nogle år siden. Ingen havde fældet det, og derfor var resterne af det døde træ med grene som blegede ben blevet stående ved siden af de levende slægtninge. Tagudhænget kastede en dyb skygge på husets vægge, fugtskjolder bredte sig fra vindueskarmene ned over kalken, der voksede buddleja i tagrenden; et langsomt fremadskridende forfald. Ingen havde grund til at tage herhen, ikke engang børnene, der ikke manglede tomme huse at lege i; og for øvrigt lå dette hus for langt væk uden for bygrænsen.

Husets dør hang på hængslerne, skodderne var slået fra, og et af vinduerne (glasset var snavset, og der var sølvglinsende strimer på kryds og tværs) stod åbent. Bilen, jeg havde set tidligere om morgenen, var parkeret med to hjul inde på græsset. Indefra lød der stemmer. Den ene var en piges: ung, høj, tøvende. Den anden var ældre. De talte engelsk, (i hvert fald så vidt jeg kunne forstå, det var længe siden, jeg havde hørt engelsk), snakkede om et eller andet, de ikke kunne finde. Det var mor og datter, jeg kunne høre. Datteren sagde, at hun ville gå ud og kigge efter i bilen.

Jeg smuttede væk, om på bagsiden af huset hvor den gamle stige hang. Jeg ventede, lænede mig ind til væggen og lyttede til hendes fodtrin, smækket fra bildøren. Det var først da, det gik op for mig, at jeg ikke var alene: en dreng på seksten, sytten år stod ved bygnin-gens andet hjørne. Han havde ternet skjorte, cowboybukser, sort-hvide baseball-sko på og stod med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen. Han holdt hænderne for ørerne, lyttede til musik i sine høretelefoner, var tabt for verden og lagde ikke mærke til mig. Jeg fortrak stille ud på vejen.

Hjemme spekulerede jeg på, hvad det, jeg havde set, kunne bety-de, mens jeg lavede min morgengymnastik: Femogtyve armhævninger fra overliggeren over døren. Femogtyve knæbøjninger. Femogtyve mavebøjninger. Til sidst armbøjninger til det brændte i musklerne.


9

Bagefter gik jeg i gang med at lave kaffe, for jeg havde kun nået en enkelt kop, inden jeg var gået hjemmefra den morgen. Men så ombestemte jeg mig og satte kedlen tilbage på komfuret. Jeg ville tage ind til byen og drikke kaffe på Zodijak i stedet for.

Udenfor Zodijak var stole og borde allerede stillet frem. Jeg nikkede til et par af fyrene – en af dem arbejdede på værkstedet ved siden af. Fabjan havde ansat en ny pige for sommeren, hun smilede til alle gæsterne, hvilket her var lige så foruroligende, som hvis hun var gået syngende gennem gaderne. Hun sagde til mig, at Fabjan var på vej. Jeg bestilte en kaffe. En eller anden bad om en Karlova ̌cko.Vi sad i tavshed og så folk gå forbi på gaden.

Klokken var næsten ni, da Fabjan dukkede op. Fabjan kører i en speciallakeret BMW, som han ikke behøver at tænke på at låse, da ingen andre har én i samme farve. Han var iført en ny ruskindsjakke, der havde cirka samme farve som smør, og nypressede cowboybuk-ser, falmede og stramme over balderne. Fabjan havde taget nogle kilo på i årenes løb, og hans livrem skar ind i maveskindet. Han var solariebrun og ved at få dobbelthage.

Fabjan gjorde mig selskab. Han havde ikke noget valg, for jeg havde taget hans bord; det er noget, jeg gør for at irritere ham: en lille fornøjelse i en stille by. Han lagde bilnøglerne og en pakke Marlboro Light på bordet, bad om en Karlova ̌cko og rodede i lom-men. I den senere tid havde han klaget over tandpine, men han hader tandlæger og tog derfor to piller sammen med den første slurk øl. Fabjans gummer svinder på samme måde som hans hår, en af hans fortænder er knækket. Jeg vidste, hvordan han havde knækket den og hvornår; i al den tid har han aldrig fået den lavet. Et glimt af guld bagest i hans mund var ellers et synligt bevis på tandlægearbejde. Jeg spekulerede på, om Fabjan gik i seng med den nye pige.

„Hvad er det, der foregår,“ sagde jeg.Fabjan trak på skuldrene og tog en slurk øl. Vi sad. Jeg drak min kaffe og bestilte en til. Posten kom, steg af


10

cyklen og stillede den op ad rækværket foran cafeen. „Dobar dan,“

sagde han.Vi nikkede. Jeg sagde hej. Min far havde arbejdet på posthuset,

og jeg kendte nogle af mandens kolleger, selv om han først var kom-met hertil for ti år siden eller mindre, og på det tidspunkt var min far død. Pigen kom ud indefra for at hente brevene og smilede til ham. Posten cyklede væk. Tiden gik, men jeg er en tålmodig mand. Jeg bestilte den tredje kop kaffe. Omsider sagde nogen noget, og det var, hvad jeg var kommet for.

„Nye folk i det gamle Pavi ̌c hus.“ Det var fyren, som sad sam-men med ham, der arbejdede på mekanikerværkstedet. Han havde flyveører og var fed.

Fabjan brummede, rømmede sig og suttede tænder. Ingen sagde noget.

Efter et par minutter talte den samme mand igen. „Engelske. De er engelske.“ Og fordi han vidste, at vi lyttede, fortsatte han. „Ikke gæster. De har købt det.“

Manden arbejdede på kommunekontoret. Jeg var stødt på ham et par gange, da jeg havde været derhenne for at hente byggetilladelser. Fabjan så igennem ham og ud på gaden, knækkede fingre, som om nyheden overhovedet ikke interesserede ham. Han råbte til pigen, at hun skulle komme og give ham posten og gjorde et stort nummer ud af at have travlt. Jeg ventede for at se, om manden havde mere at tilføje, og da jeg fik konstateret, at det havde han ikke, betalte jeg og tog hjem.

Næste morgen vågnede jeg før solopgang. Jeg lavede morgengym-nastik, som jeg plejer, og da det stadig var tidligt, drak jeg kaffe og ventede. Halv ni gik jeg ud. Jeg lukkede hundene ud af hundegården, så de kunne komme med. De løb i forvejen med snuden i jorden. Vi gik i retning af det blå hus.

Der stod en kvinde på vejen. Hun var i denimnederdel og espadril-ler, hendes ansigt var skjult af håret, der hang løst ned på begge sider.


11

Hun stod foroverbøjet og undersøgte noget i vejkanten. Jeg fløjtede efter hundene, for at de skulle komme tilbage, og da hun hørte lyden, rettede hun sig op og holdt hånden over øjnene for at skygge for so-len. Hun så direkte på mig og smilede så imødekommende, at jeg et øjeblik troede, hun havde taget fejl af mig og en anden. Jeg kunne se, hun havde stået og kigget ned i et afløb. „Hej,“ sagde hun.

Jeg svarede.Hun strøg håret tilbage og tog hånden ned. Hundene løb i for-

vejen. Jeg fløjtede efter dem, men hun sagde, „Det er okay,“ og rakte hånden frem og lod dem snuse til sig, og da de var tilfredse, klappede hun dem begge på hovedet og aede dem om snuden. „De er dejlige,“ sagde hun. „Hvad hedder de?“

„Kos. Zeka.“Hun gentog ordene, mens hun klappede hundene. „Hvem er

hvem?“„Det er Zeka.“ Jeg pegede. „Han er den yngste. Hun hedder

Kos.“ Jeg talte om hunhunden, som hun kløede bag ørene.„Zeka,“ gentog hun. „Står det for noget?“ Hun var ældre, end

hun havde set ud til på afstand. Tiltrækkende.„Det betyder hare.“„Og Kos?“„Solsort.“Kvinden lo. Fordi jeg ikke vidste, hvad det var, der var sjovt, så

jeg væk og ned i det åbne afløb. Hendes øjne fulgte mine, og hun lo igen (hun havde sandelig humoristisk sans, skal jeg love for) og trak på skuldrene. „Jeg leder efter hovedhanen til vandforsyningen.“

„Det her er et afløb,“ fortalte jeg hende. „Til regnvand.“„Ja, det er ved at gå op for mig. Jeg troede, det måske var et

mandehul. I England findes stophanen ofte under fortovet foran huset.“ Jeg bør nævne, at hun henvendte sig til mig på engelsk, og at vi talte engelsk med hinanden. Mit engelske er mangelfuldt, det har det været i lang tid. Jeg kom til at tænke på, hvad det var for en selvsikkerhed, hun var i besiddelse af, som fik hende til at tiltale en


12

fremmed i et fremmed land på hendes eget modersmål og forvente at blive forstået. Men lykken står åbenbart den kække bi.

„Her,“ sagde jeg. Jeg gik om på bagsiden af det blå hus. Vi nåede brønden, som jeg pegede på. Hun så på den, vendte sig imod mig og rynkede brynene.

„Ikke noget vandværksvand?“Jeg rystede på hovedet. „Vi er lidt langt væk fra byen her.“ Jeg

viste hende, hvordan man brugte pumpen, og den virkede stadig efter så lang tid. Jeg pumpede en del gange.

„Vil det sige, at jeg bliver nødt til at gøre det her hver dag?“Jeg pegede op på husets tag. „Der er en vandbeholder. Og du kan

hurtigt få en elektrisk pumpe tilsluttet. Så er det let.“ Jeg gik hen til bagdøren og skulle lige til at gå ind, da jeg vågnede op. „Okay?“ Kvinden nikkede. Jeg sagde til Kos og Zeka, at de skulle sætte sig. Indenfor gik jeg hen til køkkenvasken og lukkede op for hanen. „Sådan?“ Jeg holdt fingeren under vandet, som var klart og godt. Kvinden gjorde det samme og lod til at være begejstret for vandet. Hun rystede dråberne af hånden og rakte den frem mod mig.

„Laura.“„Duro,“ sagde jeg og tog hånden. Slanke fingre. Vielsesring.„Jeg kan ikke takke dig nok. Vi var nødt til at bruge vandet i

regnvandstønden i går og i morges. Gudskelov du kom forbi, det var lige på det rette tidspunkt. Du må have syntes, jeg var ret tåbelig. Kunne du tænkte dig en kop kaffe? Jeg skulle til at lave det. Så kan du fortælle mig om stedet.

„Hvilket sted?“Laura lo. „Det her, selvfølgelig,“ sagde hun. „Jeg mener Gost,

byen, egnen.“„Gost?“„Ja.“„Der er ikke noget at fortælle.“Hun satte hænderne på hofterne og lagde hovedet på skrå. Hun

smilede stadig, da hun sagde, „Har du boet her hele livet?“


13

„Ja. Næsten.“„Og derfor tager du det hele for givet.“ Hun gik hen til vinduet,

hvor vinden havde blæst skodderne i, og lukkede dem op. „Men faktisk er det her et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har væ-ret. Du lægger sikkert ikke mærke til det mere, men du skulle bare vide, hvor heldig du er.“

Jeg gik tværs over gulvet over til vinduet, lænede mig ud og satte skodderne fast i krogene på ydermuren. En række fluesnap-pere balancerede på en høj ledning. Marken, som havde ligget brak et stykke tid, var fuld af langt græs og lilla asters og nogle gule blomster, bakkestjerner, tror jeg de hedder. Min far var ret god til plantenavne og blomster. Bakkestjerner er ukrudt og gror stort set overalt, men især på lossepladser og i vejkanten. De var tegn på, at markjorden ikke var ret god.

Laura gav sig til at lave kaffe, og jeg kiggede rundt. Jeg havde taget fejl, da jeg troede, at ingen havde været her: det hele var blevet gjort rent, og væggene var nymalede. Jeg spekulerede på, hvornår det var blevet gjort. Jeg har altid holdt øje med huset, ikke sådan at jeg har repareret det, eftersom huset ikke tilhørte mig, det var ikke mit sted, jeg havde snarere fulgt med i dets forfald. Forandringerne viste sig lidt efter lidt, ligesom en kvindes alder: en ny fure, flere fine rynker, alderspletterne, der langsomt dukkede op. En skønne dag er ansigtet, du kendte, hærget.

En plamage i rummets øverste hjørne tydede på en utæthed i taget. Noget af gipsen var faldet ned, og man kunne se et stykke forskallingsbræt. Ved døren stod en kasse med ragelse, der skulle ud: forskelligt husgeråd, en gammel knagerække, tomme flasker. På kaminristen lå gamle slagger, oversået med fugleklatter fra skorste-nen. Selv om væggene var blevet ordnet, krakelerede den blå maling på vinduerne og skallede af. En slyngplante havde fundet vej ind ved vinduesrammen. Jeg lod fingrene glide hen over bordpladen foran mig, fulgte årerne i træet, mærkede hvordan det havde slået sig. Laura kom med kaffe og kopper. En teenager dukkede op ved


14

bagdøren. „Der står to hunde derude.“ „De tilhører Duro her,“ sagde Laura. „Kom og sig goddag. Duro,

det er min datter, Grace.“„Goddag, Grace.“Pigens blik gled over mig uden at finde noget af interesse. „Hej,“

sagde hun.„Kom og vær med.“„Nej tak.“„Duro har hjulpet mig med vandet.“„Fantastisk. Vil det sige, at jeg kan få et bad?“„Du bliver nødt til at vente, til det er blevet varmt. Hvad har du

tænkt at foretage dig?“„Gå en tur. Er de der okay? De ser temmelig vilde ud.“Jeg fortalte hende, at hundene ikke var farlige. Grace var omkring

de femten, buttet og ikke særlig køn; en svag skygge af lyse dun over hendes overlæbe fik det til at se ud, som om hun havde mælkeskæg. Hun var ikke bange for hundene, gav blot udtryk for nysgerrighed og interesse på den måde, teenagepiger ofte gør.

Da datteren var gået, skænkede Laura kaffe.„Du har en utæthed,“ sagde jeg.„Det ved jeg, jeg har set den. Jeg må finde nogen, som kan lave

den.“„Skal jeg se på den? Måske er det en tagsten, eller også er det

bare tagrenden, der trænger til at blive renset.“„Virkelig? Det ville være en stor hjælp.“„Det gør jeg gerne.“Hun drejede på sin vielsesring. „Min mand måtte blive tilbage

og arbejde, han kommer senere. Min søn sover. Ja, hvad mener du? Jeg går ud fra, du er sådan en, der står tidligt op.“

Jeg nikkede. Hendes øjne var smalle, lidt skrå; det blev tydeli-gere, når hun smilede. Bred pande, et modermærke over det venstre øjenbryn.

„London?“ spurgte jeg.


15

Hun kneb øjnene sammen, før hun fattede, hvad jeg mente. „Nej.“ Hun rystede på hovedet.

„Manchester?“„Nej, heller ikke Manchester. Hvorfor spørger du om det?“„Manchester er den vigtigste by i England.“„Er det?“„Ja,“ sagde jeg. Man U. Manchester United. Verdens bedste hold.“Hun lo, og da hun holdt op og lukkede munden, fangede hendes

ene hjørnetand læben på en måde, der fik mig til at ville se mere på hende.

„Nej, vi bor i nærheden af Bristol. Et sted der hedder Bath. Har du hørt om det?“

„Stolthed og fordom. Fornuft og følelse,“ sagde jeg for at få hende til at le igen.

„Præcis!“Jeg kiggede på hende og sagde så, „Lad mig se på det tag, så jeg

kan finde ud af, hvad jeg får brug for at tage med i morgen. Har du en stige?“

Hun så sig omkring i rummet, som om hun kunne have overset en stige.

„Måske i udbygningen?“ sagde jeg.„Jeg har ikke vovet at kigge derind endnu.“Duerne havde gjort deres beskidte arbejde fra spærene, og det

første, jeg gjorde, var at træde på en død fugl, hvis knogler knase-de under min fod. Jeg sparkede ådslet til side. Ruller af rustent ståltråd, en trillebør, en æblepresse, mørnet og i stykker, stabler af malerbøtter. I hjørnet kunne man se konturerne af en bil under et plasticovertræk. „Jeg gad vide, hvad det er,“ sagde Laura og pegede på en række støvede flasker på en hylde.

„Rakija,“ svarede jeg.„Hvad er det?“„Det samme som brændevin, hjemmelavet.“En indkøbspose fyldt med papirer. To kasser med billigbøger


16

med knækkede rygge og blade, der enten var løse eller sat sammen med stift tape. Kassettebånd. En kasse med husholdningsgrej og et gammelt køkkenur. En skål med blå glasur. Da jeg tog den op, gik den i to stykker. „Det var ærgerligt,“ sagde Laura. „Den er faktisk smuk.“

Hun rakte ud efter skårene, men jeg smed dem væk. Jeg løftede et hjørne af bilovertrækket. Laura kom derhen. „Det er en gammel Cinquecento,“ sagde hun. „Sådan en havde jeg engang for længe siden. Jeg måtte sælge den. Jeg savner den stadig. Hvor er det mær-keligt at finde én her. Min var hvid, men jeg har altid ønsket mig en rød som denne her.“

„Denne her ligner en Cinquecento, men den er anderledes,“ for-talte jeg hende. „Mindre bil, større motor. Mere som en Fiat 600, men denne her har en 750-motor. Fremstillet her på en særlig licens. I lang tid var det den eneste bil, man kunne købe. Vi kaldte den en Fi ́co, fordi det var navnet på en tegneseriefigur, der kørte i sådan en bil.“ Hvert år kunne man se familier tage på ferie i dem, med deres kufferter surret fast på taget, når de kørte over bjergene på vej til kysten. En Fi ́co kunne trække en campingvogn, hvis den ikke var for stor, oplyste jeg Laura. Heromkring spændte folk dem også tit for markredskaberne. Mere end en gang havde jeg set to af dem køre side om side langs vejen, mens de trak en kartoffeloptager eller noget lignende, som var de et spand arbejdsheste. Så holdt fabrikken op med at lave dem, og i lang tid ville ingen have dem; der hang for meget af fortidens skam ved dem, lugten af fattigdom. Alle ville have en Golf eller en BMW. Men jeg har hørt, at nu er de unge menne-sker i byerne vilde med Fi ́coer, unge mennesker med penge og uden minder. „Jeg har læst, at nu vil folk have dem igen,“ fortalte jeg Laura. Jeg tog overtrækket helt af. Bilen var intakt, men hjulene var naturligvis flade; gummiet var sprukket. Jeg åbnede bagagerummet for at se på motoren.

„Jeg havde glemt, at motoren lå bagi,“ sagde Laura.Jeg skruede låget af beholderen med kølervæske. Der var stadig

noget tilbage.


17

„Mon man kan få den til at virke?“ Laura anstrengte sig for at kigge med over min skulder.

„Måske,“ sagde jeg. Jeg satte låget på og lukkede motorhjelmen igen. „Der er ikke nogen stige her,“ sagde jeg. Jeg skubbede de tunge trædøre tilbage på plads og satte metalbolten i igen. Vi gik rundt om huset, tilbage mod vejen og fordøren. Da vi kom forbi stigen, sagde jeg, „Åh,“ og løftede den af krogene, som den hang i på væggen.

Tagrenderne var fyldte med rådne blade, som buddlejaen havde slået rod i. Nogle tagsten havde forskubbet sig eller var gået itu; tolv styk fik jeg det til. Enkelt at lave. Efter byggeboomet for ti år siden havde der ikke været meget arbejde at få rundt omkring. Nogle huse blev hurtigt repareret igen, mens andre, forladte og overladt til vind og vejr, var i meget værre stand end dette. Folk stjal tagstenene. Jeg klatrede ned ad stigen og sagde til Laura, at jeg ville komme tilbage næste dag. Hun var så taknemmelig, at hun ikke engang tog hul på spørgsmålet om betaling. I døren tog jeg papkassen med det, der skulle smides ud. „Skal jeg skaffe dig af med den?“

„Ja tak. Du må vise mig, hvor lossepladsen er.“„Det skal jeg nok.“„Så ses vi i morgen,“ sagde hun.„Ja, i morgen.“ Jeg fløjtede efter Kos og Zeka, og vi gik ned ad

vejen. Laura stod i døråbningen og så efter os. Jeg vidste det uden at se mig tilbage, ligesom jeg vidste helt nøjagtig, hvornår hun gik ind igen.

Hjemme gennemgik jeg kassens indhold; det meste var ganske rigtigt noget, der skulle smides ud. Men flasker og glas kunne altid bruges, så jeg gjorde dem rene og satte dem væk. I bunden af kassen fandt jeg nogle få blå og grønne mosaikfliser. Jeg tog hver enkelt i hånden, vendte dem og nød at mærke forskellen mellem det rå ler og den glatte glasur på overfladen. Jeg lagde dem i en række i vindueskarmen.

* * *


18

Den aften tog jeg til byen for at få et glas, da jeg nu havde udsigt til adskillige ugers lønnet arbejde. Luften var lummer, det trak op til storm. Zeka og Kos var med. Jeg købte et glas vin i baren og satte mig udenfor. Skønt det var søndag, var gaderne mere eller mindre tomme. Folk var kommet ud af vanen med at gå aftentur for at ud-veksle de seneste nyheder – mændene for at sende lange blikke efter kønne nabokoner, konerne for at give de samme den kolde skulder. Folk blev hjemme, og man sagde, at sådan er det overalt. Himlen var fuld af stære, der skabte en glitrende formation deroppe. Der måtte være en ørn eller høg i nærheden; og ganske rigtigt, da jeg så ordentligt efter, fik jeg et glimt af den, som den jog ind i flokken. Det virkede, som om den ikke ville kunne undgå at fange noget, og alligevel lykkedes det uden besvær de mange tusind stære at undvige og genskabe deres formation rundt om rovfuglen.

Jeg sad og iagttog fuglene et par minutter, og da jeg igen kiggede hen ad gaden, fik jeg øje på Krešimir. For det meste holdt han sig for sig selv, og da jeg gjorde det samme, var det måneder siden, jeg sidst havde set ham. Gost er hverken så stor eller lille, at det var spor usædvanligt, at jeg så ham. Jeg mener, man kan sagtens løbe på det samme menneske to gange i løbet af en dag; på den anden side kan der måske gå et år, hvor man ikke ser hinanden. Sådan er det. Gost er ingen storstad, det er en lille by på landet. Ikke desto mindre var det noget af et tilfælde, i dag af alle dage. Han var ved at blive duknakket, lagde jeg mærke til. Det fik det til at se ud, som om han kiggede efter tabte mønter på jorden. Vi havde begge vores hår i behold, men Krešimirs er tilbagestrøget, det er gråsprængt, og det når ham til kraven. Mit er kort og sort. Hans skjorte var knappet til, både i halsen og ved håndleddene. Han har altid været pertentlig med sin påklædning, man ser ham for eksempel aldrig i noget, der er den mindste smule slidt, plettet eller flosset. Krešimir var yderst omhyggelig med sin påklædning, og hans familie var en del mere velhavende end min. Han så hverken til højre eller venstre, men gik målbevidst hen ad gaden, dog noget langsommere end han plejede.


19

Han så mig ikke. Mens jeg iagttog ham, fik jeg en fornemmelse af déjà vu, af at have været på nøjagtig dette sted en gang før, med stære på himlen og Krešimir, min gamle modstander inden for synsvidde.

Vi plejede at skyde fugle sammen, Krešimir og jeg. For mange, mange år siden.

Krešimir, Anka og jeg: ude at skyde duer, inden vi skulle i skole. På vejen hjem var Krešimir af uforklarlige grunde rasende, hvad han ofte var. Det regnede og var ved at blive lyst. Vi var på vej tilbage fra overdrevet, hvor vi ikke havde set så meget som skyggen af en fugl. Efter fyrre minutter gik vi hjem.

Krešimir bryder sig ikke om, at noget går dårligt. Han har et voldsomt temperament, og når han bliver gal, går han meget hurtigt, så hans røv kommer til at stikke bagud; det får mig sommetider til at grine, og så bliver han endnu mere rasende. Denne gang ler Anka og jeg ikke; men vi går i vores eget tempo, vi er holdt op med at forsøge at holde trit med ham, og det er Krešimir ikke tilfreds med. At skynde sig af sted er hans måde at ydmyge os på, fordi jeg er en hel del mindre end ham, og Anka bare er en pige og yngre. Krešimirs måde at gå på og hans pludselige bevægelser er nogle af de måder, hvorpå han demonstrerer sin fysiske overlegenhed. Jeg ved ikke, hvad der har gjort ham så rasende denne morgen, for vi er kommet tomhændede hjem før. Vi har altid syntes om jagten for dens egen skyld, men ikke i dag. Noget ved det hele har gjort Krešimir rasende.

Da vi når hjørnet ved bageren, smutter jeg hjem for at skifte det våde tøj, før vi skal i skole. Jeg vender mig og vinker, men ingen ser efter mig. Anka er begyndt at løbe for at indhente Krešimir, mens hun børster regn og hår væk fra ansigtet og kalder på ham. Hendes stemme, der er lys og klar, bliver båret af vinden, men hendes bror lader, som om han er døv.

Mindet kom til mig med vinen og stærene, synet af Krešimir som ikke længere kan gå så hurtigt, den mørknende himmel og den kulde, der ligger i et uafsluttet mellemværende. En pludselig indskydelse fik mig til at rejse mig og kalde på ham; jeg så ham vende sig og


20

omhyggeligt lade, som om han ikke blev overrasket. Krešimir kan ikke lide at blive overrumplet og har trænet sine reaktioner, så han undgår det. Jeg bad ham om at komme og drikke et glas med mig, skønt sandheden er, at jeg ikke et øjeblik forventede, at han ville sige ja. Alligevel kom han over, gik i en stor bue rundt om hundene. Kos kunne lugte ham og viste tænder. „Hun smiler bare til dig,“ sagde jeg til Krešimir. Krisimir kunne ikke lide hunde, faktisk kunne han slet ikke lide dyr – det var en af grundene til, at han gik på jagt.

Krešimir tog imod vinen uden at sige tak, sad bag sit glas og lod blikket vandre op og ned ad gaden. Han løftede glasset, nedsvælgede halvdelen af indholdet og satte det tilbage på bordet. Han sagde ikke noget. Krešimir gav aldrig selv en omgang og foragtede andre men-neskers generøsitet. Han opførte sig, som om det var ham, der gjorde mig en tjeneste. Jeg følte trang til at drille ham, ikke mindst fordi jeg vidste, hvor meget han hadede det. „Nå, noget nyt?“ spurgte jeg.

Krešimir så ikke på mig. „Alt er ved det gamle. Ved det gamle.“„Tror du, vi får regn?“Krešimir så i retning af kløften, hvor tunge skyer vældede frem

bag bakkerne. „Måske,“ sagde han. „Måske i aften. Måske i mor-gen.“

Jeg gjorde tegn til servitricen om at bringe to glas til. En dråbe regn faldt på bordet foran mig.

„Jeg må af sted,“ sagde Krešimir.„Det bliver ikke til noget.“ Jeg bad servitricen sætte vinen på

bordet. I modsætning til Fabjan, eller for den sags skyld mig selv, var Krešimir ikke så god til at drikke. „Jeg kan forstå, det gamle hus er solgt.“

„Hvem har sagt det?“Jeg sagde til ham, at jeg havde hørt det på Zodijak.Ham snøftede svagt. „Folk snakker for meget.“„Så er det altså sandt?“Krešimir slog ud med hånden. „Det var ved at falde fra hinan-

den.“ Så smilede han syrligt og spurgte, hvordan det gik med ar-


21

bejdet. Det gjorde han for at skifte emne og uden at vide, at heldet netop havde været med mig. Krešimirs arbejde på kunstgødnings-fabrikken her i Gost regnes for at være et godt job, for han tager rundt til kontorerne som sælger. Jeg er bygningsarbejder, arbejder med mine hænder og med det, jeg kan få, og det er ikke altid så let at finde noget. Krešimir gik på college, hvorimod jeg aldrig fik gjort teknisk skole færdig. Han kunne lide det overtag, det gav ham i forhold til mig.

Jeg fortalte ham, at det gik fint med arbejdet. Regnen tog til; al-ligevel gjorde jeg ikke mine til at bryde op, men sad og så dråberne lande på Krešimirs hoved. Som jeg sagde, havde han en temmelig voldsom hårpragt, men ud over at begynde at gråne, var hårgræn-sen veget betydeligt ved tindingerne. Som kompensation havde han tilsyneladende ladet det gro og blive længere, som om ingen ville lægge mærke til dét foran, når de så miraklet på bagsiden af hans hoved. Jeg sagde, „Hvad vil du så gøre?“

„Med hvad?“„Når du har solgt huset.“„Behøver jeg at gøre noget?“„Det gør folk jo – et eller andet, ikke?“„Gør de?“„Ja,“ sagde jeg. „Det gør de.“„Nå, men siden du spørger; jeg har tænkt mig at flytte.“„Væk fra Gost?“„Ja.“„Hvor vil du tage hen?“„Til kysten måske. Eller øerne. Jeg har hørt, at der skulle være

rart at bo. Folk er kommet videre. Det skulle du måske også tage at gøre, Duro. Turisterne er her igen. Og nu må jeg hjem, jeg har ting, der skal passes.“ Krešimir rejste sig og tømte sit glas.

„Held og lykke,“ sagde jeg.„Held og lykke med hvad?“„Med flytningen.“


22

„Tak.“ Krešimir hankede op i sine indkøbsposer. Krešimir havde giftet sig sent. Hans kone, som til at begynde med havde været en lille køn, blond sag, fuld af ideer, selv om de ikke nødvendigvis var særlig gode, forlod nu sjældent huset, med mindre det var for at besøge sine slægtninge, hvilket hun gjorde i måneder ad gangen, når hun hverken orkede at holde sin mand ud eller forlade ham. Enten var hun ikke hjemme nu, eller også havde Krešimir besluttet selv at ville købe ind. Måske havde hun købt det forkerte en gang for meget eller overskredet budgettet. Huskede jeg for resten at fortælle, at Krešimir var noget af en gnier? Han gik i en bue uden om hundene – og var væk.

Jeg blev siddende lidt endnu for at drikke det sidste af min vin, kaldte på Kos og Zeka og begav mig på vej hjem. Det regnede kraftigt: en sommerbyge. Den ville være forbi, inden jeg nåede by-grænsen. Jeg tænkte på det blå hus og de nye mennesker i det. Jeg tænkte på utætheden i taget. I morgen var det mandag, arbejdsdag. Jeg ville tage derhen fra morgenstunden og komme i gang. Jeg så op på himlen, stærene var borte.

Jeg gik, og jeg tænkte: Krešimir forlader altså Gost.


altmuligmanden af aminatta forna

Documents