9999 UKENDT

9999 UKENDT- retur til afsender

De fleste danske unge har et værelse med en seng og et fjernsyn. De bestemmer selv, hvilke venner der invi-teres, og hvornår lyset skal slukkes.

Men for en lille gruppe sofasovere er det anderledes. De er altid på besøg. Det er en gruppe af unge, der med hjælp fra venner og familie, forsøger at undgå at starte deres voksenliv på et herberg i lære som hjemløs.

Dette er et portræt af From på 18 år og Matias på 24. De lever i en del af det danske samfund, hvor man ikke længere kun drikker bajere for hyggens skyld. Der, hvor man diskuterer med knytnæverne. Der, hvor gæld bliver betalt med ny gæld, og hvor man for længst har mistet tilliden til, at systemet vil en det bedste. Der, hvor man kan få et arbejde, hvis man kan finde ud af at sælge halvandet gram hash for 100 kroner og der, hvor næ-sten alle har prøvet at flytte fra sofa til sofa.

54

6 7

Froms madras hos Freddy.

8 9

From.

10 11

From er på besøg hos Adrian.

12 13

Matias er til fest i Albertslund.

14 15

Matias og Balder.

FROM

En fredag eftermiddag sidst i februar er From ved at gøre sig klar til en nat uden tag over hovedet. Under

sine cowboybukser har han et par slidte joggingbukser og jakken, der ikke kan lynes, har han forret med en ekstra hættetrøje. De fleste nætter kan han sove hos sin ven Fred-dy, men ikke de næste to. Freddy får besøg, og From må finde et andet sted at sove. Sådan er livet når man er 18 år og hjemløs.

Han er næsten klar til at forlade Freddys etværelseslejlig-hed, da han får en ide, der måske kan redde ham fra en nat på Vordingborg station.

Det er ikke noget nyt for From at være hjemløs. Allerede da han var 16 år gammel, gik han hjemmefra for første gang.

I et halvt år sov han mange forskellige steder. Først et stykke tid hos sin ven Danny, så nogle måneder i en gam-mel campingvogn i baghaven hos sin pusher og nogle mor-

gener blev han vækket af den skrattende damestemme, der fortæller, at man ikke må gå over sporet. De nætter havde han sovet under et halvtag på Maribo station.

Farvet røgTilbage i Freddys lejlighed er From kommet i tanke om, at deres lokale pusher måske er færdig med at dyrke svampe i dag. Det er nogle uger siden de to sidst var på svampe, og det var en så fed oplevelse, at de gerne vil prøve igen.

Et hurtigt telefonopkald bekræfter deres forhåbninger, svampene er klar til afhentning. Nu er der bare tilbage at afklare situationen med Freddys ven, der aldrig har prøvet at taget svampe før. Det går nemt. Dermed har From byttet en kold nat på stationen ud med varm svampete i Freddys lejlighed.

Drengene laver hver deres glas Lipton-te med rigeligt suk-ker. De blander svampe i, og en halv times tid senere be-

gynder huden på deres arme at bevæge sig, når de kigger på den, ligesom rummet fyldes af lyserødt røg. Sådan fort-sætter det i fire timer, indtil rusen pludselig aftager og de vender tilbage til virkeligheden.

Kollegaer Dagen efter følger de tre drenge stien langs med jernba-nen fra Freddys lejlighed ind til Vordingborg. På vejen kommer de forbi vandrehjemmet, hvor From var i praktik sidste sommer.

Det var det bedste arbejde, han nogen sinde har haft. Han kan stadig huske, hvordan snakken blandt kollegaerne, trods en aldersforskel på over 30 år, gik lystigt, om alt lige fra sex og fester til husbyggeri og problemer med fami-lien. Vigtigst af alt snakkede de om andet end arbejde. Det gjorde ham tryg at vide, at de andre interesserede sig for ham og hans liv.

De fortalte ham, hvor sejt det var, at han kom på arbejde, selv om han skulle vade en kilometer i øsregnvejr, og de skældte ham ikke ud, når han gjorde noget forkert, men hjalp ham i stedet. I tre måneder mødte From på arbejde hver dag, og derfor mente hans kontaktperson, at han have gjort sig fortjent til at starte på Den Rytmiske Højskole i august. Sprog til et beatPå højskolen starter From på sangskriver- og producerlin-jen. Han har glædet sig, for han elsker at lave musik, især

rapmusik. Siden han som seksårig for første gang hørte Eminem, har han rappet for alle, der gider at høre på det. I starten skrev han rim i en lille lommebog, han havde fået af sin mor, men nu er de på hans computer.

På højskolen bliver From hurtigt venner med Adrian, der også er god til det med at lave rim til et beat. Han er faktisk så god, at en af hans sange er blevet vist over 200.000 gan-ge på YouTube, og han har varmet op for Suspekt, og en dag da From og Adrian ventede på toget på Høje-Taastrup station blev Adrian genkendt af nogle piger. Det er noget, der kan gøre From misundelig.

Når han en gang i mellem giver drømmene frit løb, er han en verdenskendt rapper med alle de piger, penge og biler, han over hovedet kan forestille sig, men hvis bare han en dag kunne få lov at optræde på en af de store scener inde i København, ville det være fedt.

Det går godt på højskolen de første måneder, men From føler sig ikke rigtigt hjemme blandt de andre på skolen. Overklasseløg, der er født med en guldske i røven, hænger ham langt ud af halsen. Derfor hænger han mere med nog-le stykker, der er med på at ryge tjald ude i skoven, men de stopper en efter en. Da der ikke er flere tilbage, gider From heller ikke mere, så en måned før sidste skoledag pakker han sine ting og skrider.

OrøDet er midt i marts, men isen på Holbæk Fjord ligger der stadig. Solen er på vej mod horisonten, og mågeskrig blan-

16 17

der sig med bilstøj inde fra Holbæk. I et lille rødt skur ved færgelejet sidder From og venter på Orøfærgen, der skal fragte ham til den lille ø ude i fjorden. Det var på den ø, han boede de første fem år af sit liv. Siden er det blevet til 13-14 andre steder, fire forskellige folkeskoler, en efter-skole, et par produktionsskoler og en højskole.

På Orø skal From besøge sin mor. Han har ikke set hende siden december, da han sammen med sin storebror fejrede jul der. Det var kun få uger efter hun var flyttede fra Præstø og ham til sin lille egoisthytte ude på øen. Hun kalder det en egoisthytte, fordi der er stue, soveværelse og køkken i samme store rum.

From fik godt nok tilbud om midlertidigt at flytte med, men vennerne i Præstøområdet trak mere end en ø, hvor han ikke kende et eneste ungt menneske. Derfor blev pla-nen at finde en lejlighed i Vordingborg, inden hans mor flyttede. Men Froms liv går sjældent efter planen, og nu er det tre måneder siden, han ændrede sit postnummer til 9999 Ukendt.

Verdens bedste sted at være hjemløsI bilen fra færgen til egoisthytten på Orø fortæller From sin mor, hvordan det går. Hun er bekymret for ham, men han forklarer, at han nok har valgt et af de bedste steder i verden at være hjemløs. Han elsker sin mor og han har ikke lyst til at gøre hende mere bekymret end hun allerede er og den forklaring lader da også til at berolige hende for

hun går videre til et emne der optager hende meget; hvad gør kommunen for ham?

From har lært af sin mor, at kommuner ikke er til at stole på. Hun har fibromyalgi og har kæmpet mod kommunen i mange år, inden hun sidste sommer fik tilkendt førtidspen-sion. Hun ved man skal holde dem i kort snor, ellers finder de bare den billigste løsning for dem selv.

Alligevel havde de håbet, at Vordingborg kommune kunne hjælpe From, da han ringede og fortalte, at han ville blive hjemløs fra den første januar. Men kommunen har ingen akutboliger til hjemløse, heller ikke selv om de kun er 18 år gamle. I stedet fik han udleveret en liste over herberg og varmestuer i Vordingborg og omegn.

Det ser From nu ikke som en mulighed, han har ikke lyst til at sove på herberg sammen med rigtige hjemløse. Så da Freddy tilbød, at From kunne bo hos ham de første uger, slog han til.

Osso bucoInde i egoisthytten bliver From modtaget af sin mors to hunde. Huset er et hvidt bindingsværkshus med havudsigt, der ligger i udkanten af en klynge huse på nordsiden af Orø.

Han sætter sig straks på hug for at hilse på hundene, men midt i gensynsglæden får han øje på en stor gryde på kom-furet. Han flyver op og løfter låget. Det er osso buco! Hans

tænder løber i vand. For det meste består hans aftensmad af Mariekiks og kopnudler, og det er tre uger siden, han sidst fik kød. Dengang lavede Freddy og ham en flæske-steg uden kartofler og sovs.

Go´morgen Danmark Nogle dage senere er From igen tilbage hos Freddy. På gulvet ligger Froms madras, klemt inde mellem et sofa-bord og en fladskærm med både Xbox og Playstation kob-let til. På den anden side af sofabordet sidder Freddy på sin sovesofa og spiller Xbox.

Freddy ved godt, hvordan det er at være hjemløs, det er ikke mere end et halvt år siden, det var ham, der sov hos From. Siden har han fået lidt mere styr på det hele, og han er startet på HG i Vordingborg.

De to venner sætter Xboxen på multiplayer og kaster sig i krig mod overnaturlige væsner i en eventyrlig verden, mens de deler en joint. Når de har vundet en krig, går de videre til en ny, mens de tænder endnu en joint. Sådan går dagen, indtil fjernsynet automatisk går i sort klokken 00.30. En påmindelse om, at de skal huske at sove om nat-ten.

Klokken halv syv næste morgen fyldes rummes af Go’morgen Danmarks velkendte jingle. Det er fjernsynet, der automatisk minder dem om, at det nu er tid til at stå op igen.

From vender sig om på den anden side, mens Freddy ta-ger tøj på og gør en bong klar. Klokken halv otte går han ud af døren.

Et par timer senere rejser From sig op fra gulvet. Pakket ind i sin dyne går han ud på badeværelset, hvor han suger et bonghoved, inden han går ind og tænder Xboxen.

Han drømmer om at have et arbejde, for eksempel ma-fialæge. Så kunne han pille kugler ud af kroppen på folk hele dagen og bagefter lukke dem sammen med whisky. Alternativt kunne han godt tænke sig at være gartner på en planteskole eller noget andet. Faktisk er han lidt ligeglad med, hvilket arbejde han har, bare det er spændende, men for tiden ser han sit liv lidt som en ond cirkel. Han mangler et sted at bo, fordi han ikke har råd til huslejen. Han har ikke råd, fordi han ikke har et arbejde, og han kan ikke få et arbejde, så længe han ikke har et sted at bo, der kan danne ramme om en mere stabil hverdag.

18 19

MATIAS

Klokken er halv ni, da 24-årige Matias vågner i sin sto-resøsters stue på Nørrebro i København. Balder, hans

tigerstribede gadekryds, har vækket ham. Den er en hyg-gehund om morgenen, så mens Matias tænder computeren, der er strategisk placeret ved siden af madrassen, får Bal-der lov til at indtage dynerne.

Det er tre dage siden, han sidst vågnede her i stuen, de sidste dage har han sovet hos sin ven Hans, og før det hos Lars.

Matias er sofasurfer. Ikke på den populære rejsemåde, hvor man via en hjemmeside, møder lokale i eksotiske lande, der tilbyder deres sofa som et autentisk alternativ til dyre hoteller. Nej, Matias er sofasurfer på overlevermåden. Den måde, hvor det eneste alternativ til at sove på gaden eller et herberg, er en sofa hos sine venner eller familie.

StøvsugningDa han har tjekket Facebook, står han op og går ud i køk-kenet, hvor han sætter vand over til en kop neskaffe. Ma-tias har en aftale med sin storesøster Sabina, der er sy-geplejerske, om at han altid kan sove der, så længe han

husker at sende en sms, inden han dukker op. Derudover er der to regler: han må ikke tage nogle venner med, og han skal støvsuge tre gange om ugen. Det er ikke hver uge, det bliver til tre støvsugninger, men det med vennerne over-holder han altid.

Udover at lægge stuegulv til, hjælper Sabina ham også med at holde styr på sine penge, der ligger gemt i en kruk-ke et sted i hendes lejlighed. De har en aftale om, at hun hver torsdag skal lægge 600 kroner frem til den næste uge. Ind i mellem slår de ikke til, og så kan Matias godt finde på at gå på jagt efter krukken.

Mens vandet koger, går han ind til sit skab i stuen, hvor han finder en ren T-shirt. Ud over bukser og trøjer rummer skabet også Balders bog, et par skotøjsæsker med tuscher og en hel del uåbnede kuverter fra DSB.

Han er ved at blive rastløs, han kan ikke holde ud af være alene det samme sted for længe. Derfor finder han sin tele-fon i bukselommen for at ringe til sin ven Antonij.Da der kommer hul igennem til kammeraten, flækker Ma-tias i et stort grin.

”Du lyder så grineren, når du lige er vågnet! Er du frisk på at hænge i dag?”. Det gider Antonij godt, og de aftaler at tage en tur på Christiania.

En ordentlig bomberPå vejen mod Pusherstreet holder de opmærksomt udkig efter graffiti.

”Den er da ny den der ovre, er den ik’?” spørger Antonij og peger mod en stor blå container foran Vor Frelsers Kir-ke, der tydeligvis har været i klørene på et par spraydåser.”Jo! Det’ en ordentlig fed bomber den der” svarer Matias begejstret, ”den er sprød”.

Det er hans drøm at blive rigtigt god til at lave de store og farverige værker, som andre vil kigge på med respekt. Men det kræver meget øvelse, mange skitser og meget koncen-tration. Det sværeste er det med koncentrationen.

Matias fik konstateret ADHD, dengang det stadig hed DAMP, derfor kniber det med at sidde stille og tegne på et stykke papir i mere end 10 minutter ad gangen. Så indtil videre nøjes han med at lave små bombers, på postkasser, skraldespande og andre indbydende steder.

AleneMatias og Antonij har mødt hinanden på Kollegiet Borger-vænget, et botilbud i København for unge mellem 18 og 25 år med diagnoser som ADHD og personlighedsforstyr-relser. Matias har dem begge to.

På Borgervænget var det langt fra første gang, at hans forældre og søskende blev skiftet ud med pædagoger og jævnaldrende med ADHD.

Han har svært ved at huske, om han var otte eller ni år gammel, da hans mor og far første gang sagde farvel til ham på behandlingsinstitutionen Magnoliegården lidt uden for Køge. Men det var nogenlunde samtidig med, at han købte sin første pakke Grønne Look, og to år efter at han, sammen med sin mor, var flytte fra sin far.

Selv om han ikke kan huske præcis, hvornår det var, har han ingen problemer med at huske fornemmelse af svigt, da det gik op for ham, at hans forældre havde efterladt ham der.

Dansk Al-QaedaDa Matias var 14 år, kom han igen hjem til sin mor at bo. Han begyndte i en specialklasse for ADHD børn og i friti-den var han med til at lave sine første knæk i sommerhuse. Det var også i den periode, han begyndte at supplere øl med hash og andre stoffer.

I to år stod den på fest og farver, inden Matias igen blev anbragt. Denne gang ved Hobro i Midtjylland. Her boede han lidt ude på landet sammen med andre drenge, der også havde ADHD. En torsdag i september kedede Matias og tre andre sig, så de bestemte sig for at lave nogle drenge-streger.

De fire drenge, to på 13 og to på 17, fyldte en sportstaske med sten og efterlod den på banegården i Hobro. Fra en telefonboks i nærheden fortalte de med indvandreraccent alarmcentralen, at dansk al-Qaeda havde lagt en bombe på stationen.

Politiet i Hobro slog storalarm. Banegården blev afspær-ret, togtrafikken indstillet og beboere evakueret. Tre timer efter havde Rullemarie skudt tasken i småstykker, og myn-dighederne konstaterede, at det hele var en joke.

Samme aften gik alvoren op for en af de yngste drenge. Han gik til bekendelse og stak de andre, og Matias kom 14 dage i fængsel.

Når han tænker tilbage på den dag, kan han selvfølgelig godt se, at det var en stor fejl, men nogle gange når han bare ikke at tænke sig om.

ZebrafinkerSiden institutionen ved Hobro har Matias været på afvæn-

20 21

ningsophold på Langeland, inden han i februar 2010 flyt-tede tilbage til København. Her har han efterfølgende haft adresse fire forskellige steder, inden han i august blev so-fasurfer.

Han kan godt lide det frie liv uden åndssvage pædagoger, der hele tiden skal bestemme. Men det er ikke fedt at være hjemløs. Derfor drømmer han om at få sit eget sted, hvor naboerne ikke bliver sure, hvis han pludselig får lyst til at spille højt musik klokken 3 om natten. Måske en slags kolonihavehus med plads til nogle store fuglebure med ze-brafinker og dværgpapegøjer og mellem indendørstræerne og en masse andre planter skulle der være plads til en hjør-nesofa. Hvis han en dag får sådan et hus, er han ikke tvivl om, hvor han skal skaffe møblementet. Inden han lægger sig til at sove i sin søsters stue, følger han nemlig med i udvalget på denblaaavis.dk og drømmer om engang at få et hjem, hvor det er ham, der laver reglerne.

Tre kronerEfter besøget på fristaden tager Matias og Antonij metroen mod Vanløse. På Flintholm klasker de hænder som afsked, og Matias går ned og venter på S-toget. Han skal til Al-

bertslund for at besøge sin ven Martin. Inde i kupeen inviterer han sin hund Balder op på sædet,

og Balder kvitterer ved begejstret at køre sin tunge rund i Matias’ hoved.

”God dag mine damer og herre. Der skulle vel ikke være en venlig sjæl, der kunne undvære lidt småpenge til en hjemløs?” Stemmen tilhører en af de tiggere, der er fast inventar i de københavnske S-tog.

Matias kunne aldrig finde på at tigge, men han ved, hvor-dan det er ikke at have nogle penge, derfor giver han altid, hvis han har lidt i overskud, men aldrig guldmønter. Han tager sig til jakkelommen, hvor han finder 13 kroner og efter at have sorteret 10’eren fra, giver han tiggeren de sidste tre kroner.

”Selvfølgelig. Hav en god dag” siger Matias. Tiggeren giver ham et klap på skulderen, ”du er sgu den første, der giver noget i tre tog”. Resten af turen bruger Matias på at inspicerer strækningen for nyt graffiti.

TirsdagDet er kun få måneder siden Matias’ ven Martin er flyt-tet ind i en lille lavloftet etværelseslejlighed i Albertslund.

Over vinduet hænger seks kasketter i forskellige farver. Det er den slags som helst skal være lidt for små, så de sid-der oven på hovedet. De har fået hver sit søm med præcis lige stor mellemrum. Derudover er der en stor fladskærm, en sovesofa, et sofabord, et spisebord og fire stole, et nyt antikt skab og en håndfuld flyttekasser.

”Kommer der nogle damer?” råber Matias gennem en pumpet techno bas. De er blevet enige om, at denne tirsdag godt kunne bruge en fest. Martin er ikke sikker på det med damerne, men forhåbentlig.

Inden de andre kommer, skal de lige i Fakta. Egentlig har Matias haft forbud mod at vise sig i alle Fakta-butikker, si-den han blev taget for butikstyveri, men det tager han ikke så tungt. De køber et par flasker whisky, en flaske vodka, sodavand, 12 bajere og cigaretter.

De ender med at blive 7 drenge og ingen piger. Ud på nat-ten er flaskerne ved at være tomme, og de er gået i gang med at battle i freestyle rap. Rummet fyldes af et tungt beat, bandeord og tilsvininger. Det er en del af konceptet, når det gælder om at rime på intuitionen.

En af de andre brygger et rim sammen, der starter med en

tilsvining af Matias’ mor og slutter med at konstatere, at det er et usselt liv, han lever. Det bliver for meget for ham. Han kan ikke længere skelne sjov fra alvor og langer ud efter kammeraten. Sekundet efter er to andre over Matias.

De tvinger ham bagover og holder ham i et fast greb rundt om halsen, til han bliver ildrød i hovedet. ”Lad ham besvime!” råber en, ”det er den eneste måde han kan falde til ro på.”. Matias vrider sig, men kan ikke kom-me fri og efter et par minutter giver han op og slapper af. Bagefter er han sur og ked af det. Han tager sin jakke og går ud i mørket, hvor han sætter sig på en bænk og ryger en smøg. Tankerne vælter rundt i hovedet på ham. Det gør ham ked af det at miste besindelsen over for sin kammerat, det er sgu ikke i orden.

Samtidig er han sur over, at de andre provokerede ham så meget, at det gik galt. Men det ændrer ikke på, at den gode stemning er ødelagt og han har en stor del af skylden for det. Efter et par smøger begynder han at fryse og går ind til de andre igen. Han har brug for at sige undskyld.Den nat sover Matias hos Martin.

22 23

24 25

From er på besøg hos Freddy. Hans og Matias.

26 27

Matias’ madras hos sin storesøster. Matias og Martin.

28 29

From og Freddy. Hjemme ved Freddy.

30 31

Matias. From.

32 33

Matias er på besøg hos Hans.

34 35

Matias. Matias og sin storesøster Sabina.

36 37

From er på besøg hos sin mor. Matias er på besøg hos Lars.

38 39

Hjemme ved Freddy. Matias.

40 41

From. Matias er til fest i Albertslund.

42 43

Matias er til fest i Albertslund. From.

44 45

Matias er på besøg hos Hans.

46 47

TAK TIL Matias og From og alle jeres venner. Og til alle, der har hjulpet med at redigere bogen.

Af Tobias Nørgaard Pedersen